Strategisk samarbejde skal nedsætte skibsfartens CO2-udledning
Nordjyske EMENERGI og VMS Group A/S har indgået et strategisk samarbejde for at fremme bæredygtighed i den internationale skibsfart.
Den internationale leverandør af motor- og energiteknologiske løsninger, VMS Goup A/S, og den førende rådgiver med 20 års erfaring inden for energioptimering og bæredygtig omstilling, EMENERGI, har slået pjalterne sammen for at sætte skibsfartens grønne fremtid på dagsordenen.
De to danske virksomheder, som begge har base i Nordjylland, har således i løbet af sommeren indgået et strategisk samarbejde, der skal fremme bæredygtighed og energieffektivitet i den maritime industri verden over. Det oplyser de i en fælles pressemeddelelse.
De seneste år har der i skibsfarten været stort fokus på at nedbringe udledningen af særligt kvælstof, NOx, og svovl, SOx, fra udstødningsgasser. En beslutning, der allerede i 2008 blev forhandlet på plads i den internationale søfartsorganisation, IMO. Siden da er kravene til skibenes udledning løbende blevet skærpet, nu med stadigt stigende fokus på dekarbonisering, altså udledningen af kuldioxid, CO2.
Mange forskellige teknologier og valg af alternative brændstoffer er i spil, og for den enkelte skibsejer kan det være en uoverskuelig opgave at vælge, hvilke løsninger, der passer bedst, uanset om der er tale om et nybygningsprojekt eller en opgradering af et ældre fartøj.
Ekspertise og erfaring
Samarbejdet mellem EMENERGI og VMS Group vil kombinere EMENERGI’s ekspertise inden for energioptimering med VMS's omfattende erfaring inden for motorteknologi og integrerede energiløsninger. Partnerskabet sigter mod at levere skræddersyede og effektive løsninger til skibsejere, der skal leve op til kravene om at reducere deres CO2-udledning og ønsker at forbedre deres bæredygtighedsprofil.
Mest læste:
"Vores fælles ekspertise vil hjælpe vores kunder med at navigere i de stadigt stigende og mere komplekse krav til energieffektivitet og bæredygtighed i den maritime industri," lyder det fra Erik Mortensen fra EMENERGI, der bakkes op af hans kollega hos VMS Group.
"Partnerskabet med EMENERGI er et vigtigt skridt i vores strategi for at udvide VMS Groups portefølje og styrke vores position på det globale marked. Sammen kan vi levere integrerede og innovative løsninger, der både hjælper vores kunder med at opfylde deres bæredygtighedsmål og forbedrer deres konkurrencedygtighed," siger Kim Rasmussen fra VMS Group.
Avancerede løsninger
De to nordjyske virksomheder med base i henholdsvis Hobro og Frederikshavn vil fokusere på at udvikle og implementere avancerede energiløsninger, herunder energiscreening, energirevisioner, hybrid- og elektriske fremdriftsteknologier samt alternative brændstofløsninger.
Altsammen udført efter individuelle, konkrete vurderinger, der kan hjælpe den enkelte skibsejer til at gennemføre de nødvendige opgraderinger for at opfylde de nyeste krav og standarder fra både IMO og national lovgivning.
EMENERGI og VMS Group vil som uafhængige serviceudbydere også kunne tilbyde rederier og skibsejere kompetent hjælp til at søge om forskellige former for støtteordninger, både nationalt og internationalt.