I klemme – Dansk rederi kan ikke få penge fra russiske kunder
Det danske rederi Lauritzen Bulkers mangler betaling på 1,7 millioner kroner fra en russisk kunde, men de kan ikke få fat i deres penge, da de danske banker har lukket fra overførsler fra Rusland.
Flere danske virksomheder udførte frem til Ruslands invasion af Ukraine opgaver for russiske kunder, men da de danske banker nu har lukket for overførsler fra Rusland, kan de ikke få deres penge – heller ikke fra russiske banker, der ikke er sanktioneret. Det skriver erhvervsmediet Finans.
Ifølge mediet, som har talt med organisationen Dansk Industri, er der en lang liste af danske virksomheder som i øjeblikke kæmper med at få deres penge hjem. Her i blandt er det danske rederi Lauritzen Bulkers, der mangler 1,7 millioner kroner fra en russisk kunde.
Ifølge administrerende direktør i rederiet Niels Josefsen vil kunden gerne betale deres udestående igennem en bank, der ikke er underlagt sanktioner, men Lauritzen Bulkers danske bank vil ikke bekræfte, at den vil tage imod pengene.
De internationale sanktioner er rettet mod russiske banker, som er helt eller delvist statsejet, hvilket betyder, at mange private banker altså ikke er sanktioneret.
Alligevel har eksempelvis banken Nordea afvist alle transaktioner med Rusland ud fra en risikobetragtning, bekræfter de overfor Finans.