Grundstødt fragtskib: Politiet mistænker alkoholpåvirkning
Bornholms Politi har mistanke om, at en person i besætningen ombord på det hollandske fragtskib Beaumaiden har været under påvirkning af alkohol.
Bornholms Politi er i fuld gang med at finde ud af, hvad der har fået det hollandske fragtskib Beaumaiden til at grundstøde ud for kysten af den danske ø.
I den forbindelse har ordensmagten afhørt og foretaget alkoholtest af alle skibets syv besætningsmedlemmer. Det skriver TV2 Bornholm.
“Vi har mistanke om, at der er en enkelt i besætningen, som har været under påvirkning af alkohol, og det indgår selvfølelig i vores efterforskning,” siger politikommissær hos Bornholms Politi, Poul Brix Bjerregaard, til TV-stationen.
Beaumaiden, der er 88 meter langt og lastet med gødning, var på vej fra Antwerpen i Belgien til Estlands hovedstad Tallinn, da den stødte på dansk grund.