Hollandsk kaptajn dømt efter grundstødning i Danmark
En 38-årig hollandsk mand er ved Retten på Bornholm onsdag blevet dømt for spiritussejlads og overtrædelse af loven om sikkerhed til søs. Det oplyser Bornholms Politi.
Sagen fra den 18. oktober 2021, hvor det 88 meter lange hollandske fragtskib Beaumaiden grundstødte ud for Sorthat-Muleby på Bornholm har tirsdag fået et foreløbigt punktum.
En længerevarende efterforskning og en udtalelse fra Søfartsstyrelsen førte til, at den 38-årige hollandske kaptajn i oktober sidste år blev tiltalt for overtrædelse af loven om sikkerhed til søs.
Sømanden blev blandt andet tiltalt for spiritussejlads med en promille på mindst 1,55 samt for at have udvist grov forsømmelse i tjenesten, idet han navigerede skibet i strid med godt sømandskab, da han forlod broen uden at være afløst. Der havde således ved grundstødningen ikke været nogen besætning på broen i fire timer.
Tirsdagens retsmøre blev dog en hurtig en af slagsen, da den hollandske sømand valgte ikke at møde op, og det blev derfor afsagt en såkaldt udeblivelsesdom.
Oven i dommen blev han idømt en indkomstbaseret bøde på 56.000 kroner samt frakendelse af retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester i et år fra domsafsigelse.
Den hollandske kaptajn har nu 14 dages betænkningstid i forhold til at anke dommen.