Danmark og Belgien i samarbejde om transport og lagring af CO2

Klimaminister Dan Jørgensen. Foto: Klima- Energi- og Forsyningsministeriet
Klimaminister Dan Jørgensen.

Danmark og Belgien har indgået en konkret ordning, som gør det muligt at transportere CO2 mellem de to lande med henblik på permanent geologisk lagring.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som en del af indsatsen for at bidrage til EU’s mål om klimaneutralitet i 2050 er Danmark, Flandern og Belgien blevet enige om en overordnet ramme for samarbejde om CO2-fangst, -anvendelse og -lagring (CCUS). Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge IPCC er lagring af CO2 et nøgleinstrument til at afbøde klimaforandringerne, da det kan befri atmosfæren for nogle af de drivhusgasemissioner, som ellers ville være svære at reducere. International transport er afgørende, da ikke alle lande har mulighed for at lagre CO2’en. Her er regionalt samarbejde og grænseoverskridende infrastruktur afgørende.

Parterne udmønter derfor nu den overordnede aftale i en konkret ordning for, hvordan grænseoverskridende transport af CO2 kan foregå under London-protokollen. Det har længe været et ubesvaret spørgsmål i udviklingen af den internationale værdikæde.

“Det her er stort. Ved at tage de første skridt baner Danmark og Belgien vej for en model for grænseoverskridende transport af CO2 med henblik på permanent geologisk lagring. Danmark har et stærkt ønske om ikke kun at realisere vores eget nationale mål om netto nul senest i 2050, men også at være med til at skabe et grønnere Europa. Med denne ordning er vi et skridt tættere på at nå dette mål,” lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen.

”Fangst, lagring og anvendelse af CO2 vil spille en vigtig rolle i fremtiden for Flandern, foruden fortsættelsen af vores stærke politik for vedvarende energi og gennemtænkte energieffektiviseringstiltag. Forskellige virksomheder i Flandern fokuserer allerede på udrulningen af CCUS for at reducere deres fodaftryk. Dette intense samarbejde mellem Flandern og Danmark understøtter og stimulerer denne udvikling,” siger den flamske miljø- og energiminister Zuhal Demir.

Powered by Labrador CMS