Den maritime julekalender – 10. december

10_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 10. december.

Offentliggjort

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 10. december.

Søfolk i krig – Historien om det danske dampskib SS Vendia

I dag fylder søfart i krig igen i medierne, når bulk carriere lastet med landbrugsprodukter fra Ukraine forsigtigt sejler uden om russiske krigsskibe i Sortehavet. Men krigens skygge har ligget over danske søfolk mange gange tidligere i historien.

Af Benjamin Asmussen – museumsinspektør, ph.d. – M/S Museet for Søfart

Hvornår begyndte 2. verdenskrig? Mange danskere vil nok svare i 1940. Den tyske besættelse af Danmark den 9. april fylder meget i fortællingen om Danmark, og mindedage, der får nyt liv via sociale medier, er med til at holde historien i live, selvom det efterhånden er længe siden.

Sammenlignet med resten af Europa kom Danmark som land let igennem 2. verdenskrig. Større krigshandlinger og slag gik uden om Danmark, mens den pragmatiske – men lidet heroiske – samarbejdspolitik med Tyskland sørgede for bedre forhold end mange andre steder.

En markant undtagelse var dog Danmarks søfolk. På land kunne folk læse deres aviser om krigserklæringerne, der hastigt fulgte hinanden i begyndelsen af september 1939 og satte en ny verdenskrig i gang.

Men på havet blev krigen blodig alvor lige med det samme. Kun få uger inde i krigen sejlede det danske dampskib VENDIA fra Faaborg med kurs mod Blyth med en besætning på 17 mand. Skibet tilhørte rederiet De Forenede Kulimportører og skulle ikke overraskende endnu engang laste kul til Danmark – et vigtigt råstof i industrien, til gasproduktion, til jernbanerne og i hjemmet.

Den 30. september var VENDIA nået ud i Nordsøen – cirka 30 sømil nordvest for Hanstholm. Vejret var hårdt, og rejsen gik kun langsomt fremad. Kort før middag fik besætningen på dampskibet pludselig øje på en ubåd liggende i en solstribe på vandet, så den var vanskelig at se. Vagthavende på broen slog stop på maskintelegrafen, men meget kort efter gjaldede flere skud fra ubåden. VENDIA gik i stå og drev langsomt i retning af ubåden, og pludselig lød endnu et skud, samtidig med at ubåden skød en torpedo afsted.

Torpedoen traf VENDIA agter for midten, og det 15 år gamle skib brækkede over i to stykker. Agterskibet sank meget hurtigt og tog formodentligt alle 11 mand med sig i dybet. De seks overlevende i forskibet sprang i vandet, mens ubåden skød med kanonen igen.

Herefter kom ubåden nærmere og det viste sig at være den tyske ubåd U-3, ført af kaptajn Schepke fra Flensburg. U-3 samlede de seks mand op, der flød i overfladen med redningsveste på. Ombord på ubåden fik de tørt tøj på samt et par glas cognac for at få varmen fra tiden i den oprørte Nordsø. VENDIA’s kaptajn Lund blev herefter bedt om at skrive under på et stykke papir, hvor der blot stod skibets navn og tonnage. Da han indvilligede i det under pres, blev de seks danske besætningsmedlemmer sat ombord på et nærliggende dansk skib.

Tilbage i Danmark sendte regeringen en protest over sænkningen til Tyskland. Men her var svaret blot, at kaptajn Lund havde underskrevet en erklæring om, at han havde forsøgt at vædre ubåden, hvilket havde ført til ubådens reaktion i selvforsvar. Det benægtede Lund, og efter krigen kom det frem, at de tyske ubådchefer havde fået ordre på at gå hårdt imod den neutrale søfart til Storbritannien, hvilket havde ført til sænkningen af fire svenske, tre norske, to finske og et dansk skib i krigens første uger. Ubådskaptajnerne blev også lovet, at man fra tysk officiel side ville dække over eventuelle fejltagelser, hvilket altså førte til VENDIA’s endeligt en efterårsdag på Nordsøen i 1939.

VENDIA’s historie blev læst og bemærket ombord på danske skibe, hvor mange søfolk ellers ikke havde været så bekymrede over krigen, for Danmark var jo neutralt ligesom under 1. verdenskrig.

I krigens første måneder frem til besættelsen af Danmark i april 1940 fortsatte skibe og søfolk med at sejle, og mange andre skibe gik tabt. Det neutrale Dannebrog kunne ikke beskytte søfolkene, der fortsatte deres vigtige sejlads.

SS VENDIA.
Powered by Labrador CMS