Kidnappede søfolk fra Monjasa-tanker er blevet frigivet

Foto: Monjasa

De seks søfolk fra den danskejede produkttanker Monjasa Reformer, der i cirka fem uger har været holdt fanget af pirater i Guineabugten, er løsladt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fem ugers tilbageholdelse er overstået for de sidste seks besætningsmedlemmer fra skibet Monjasa Reformer. Efter de for godt en måned siden blev kidnappet af pirater i Guineabugten, er søfolkene nemlig atter blevet løsladt. Det oplyser Monjasa i en pressemeddelelse.

Hele sagen tog sin begyndelse den 25. marts, hvor fem bevæbnede pirater gik ombord på produkttankeren, mens den befandt sig i Guineabugten omkring 140 sømil vest fra Pointe-Noire i Congo. I første omgang lykkedes det for den 16-mand store besætning at lukke sig inde i skibets citadel.

Få dage senere trak piraterne sig fra skibet, og med sig tog de altså seks besætningsmedlemmer, mens resten blev efterladt tilbage på tankeren. Men nu er de sidste seks søfolk fra skibet altså frie.

“Alle besætningsmedlemmer er i en relativ god helbredstilstand taget de vanskelige omstændigheder i betragtning. De har alle modtaget lægetjek og bliver nu sendt mod deres hjemlande for at blive genforenet med deres familier,” lyder det fra direktør hos Monjasa, Anders Østergaard.

Ingen fra besætningen er danske statsborgere.

Powered by Labrador CMS