Dansk modevirksomhed investerer 700 millioner i offshore vindenergi

Foto: Nicholas Doherty / Unsplash

Planerne om et offshore vindenergiprojekt i Bangladesh får nu støtte fra den danske modevirksomhed Bestseller A/S, som vil investere op til 700 millioner kroner i vedvarende energiløsninger i et af sine vigtige produktionslande.

Offentliggjort

I 2028 kan energi skabt af havvindmøller strømme ud i elnettet i Bangladesh og forsyne blandt andet virksomheder med vedvarende energi. Det er ambitionen bag et stort offshore vinderenergiprojekt i det asiatiske land, hvor mange internationale modevirksomheder har produktion.

Én af dem er den danske modegigant Bestseller, der står bag cirka 250 butikker i danmark under brand-navne som Vero Moda, Only og Jack & Jones, som har valgt at støtte den grønne energiinfrastruktur med en investering på op til 700 millioner kroner i landets første havvindmøllepark. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

”I Bestseller er vi fast besluttet på at forbedre vores klimaaftryk og i højere grad støtte og fremskynde den grønne omstilling i modeindustrien. Vi ser gode og betydningsfulde initiativer, ikke mindst i Danmark, men der er også behov for, at vi hjælper med at tage ansvar for den grønne omstilling i lande, hvor forudsætningerne er mere vanskelige. Ambitionen om at bidrage til at bane vej for en vedvarende energiinfrastruktur i Bangladesh er et af mange skridt, som vi kan tage for at reducere udledningen af drivhusgasser vores indirekte værdikæde. Vi bakker stolt og helhjertet op om opgaven,” lyder det fra CEO og ejer i Bestseller, Anders Holch Povlsen.

Vindprojektet ud for kysten ved Bangladesh er initieret af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), en af verdens førende fondsforvaltere indenfor investeringer i grønne energiprojekter, og lokale partnere.

I modeindustrien står den indirekte udledning af drivhusgasser fra eksempelvis materialeproduktion og leverandører typisk for 90-95 procent af modevirksomhedernes samlede emissioner. For at nedbringe og minimere udledningen i sin værdikæde arbejder Bestseller tæt sammen med sine leverandører for at sætte mål for reduktioner og støtte overgange til vedvarende energikilder.

“At reducere vores klimaaftryk og ikke mindst nedbringe den indirekte udledning i vores værdikæde, hvor udledningen er størst, er en væsentlig udfordring for både vores virksomhed og den samlede globale modeindustri. Det er vigtigt at anerkende, at vi stadig har en lang rejse foran os, og at der er mange nødvendig og vigtige skridt at tage. Et af dem er at investere markant og ambitiøst i Bangladesh, som vi gør nu,” siger Anders Holch Povlsen.

I bestræbelserne på at nedbringe sin CO2-udledning har Bestseller i de senste to år desuden haft et samarbejde med A.P. Møller-Maersk, der sikrer, at varer fragtet med skib bliver transporteret med Maersk ECO Delivery – en biobrændstofløsning med lav CO2-udledning.

Powered by Labrador CMS