Snart kan grønt brændstof til skibe tankes i Frederikshavn
Første spadestik til anlægget, der er det det første af sin slags i Danmark, er netop taget på havnen i Frederikshavn. Til sommer kan passagerskibe og fragtskibe tanke flydende, CO2-neutral biogas i Frederikshavn Havn.
Efterspørgslen på grønne energikilder til den tunge transport er tårnhøj, og nu sikrer Makeen Energy og Nature Energy at den tunge lastbiltrafik og den maritime sektor får et grønt alternativ til de fossile energikilder.
“Det er vigtigt for os, at vi følger med i udviklingen og hele tiden søger veje til at sikre den grønne omstilling. Så muligheden for fremadrettet at kunne tilbyde grønne drivmidler til transport både på land og til vands er en milepæl, der også er med til at positionere os som en grøn kommune,” lyder det fra borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, der glæder sig over den grønne milepæl.
Også for Frederikshavn Havn markerer anlægget en grøn fremtid.
“For os markerer første spadestik endnu et grønt tiltag på Frederikshavn Havn. Det nye anlæg er i høj grad med til at styrke Frederikshavn Havns position som grønt knudepunkt, og placeringen i Frederikshavn understreger samtidig havnens strategisk vigtige placering mellem sejlruten ind i Østersøen og motorvejsnettet,” siger administrerende direktør på Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen.
Omkring 75.000 skibe passerer hvert år Frederikshavn Havn og vil derfor kunne tanke den flydende biogas tæt på sejlruten.
Anlægget i Frederikshavn Havn kan producere 20.000 tons flydende biogas (LBG) om året men kan udvides til at producere 120.000 tons årligt.