Havneudvidelse trækker vækst og arbejdspladser
Skagen Havn indviede fredag sin hidtil største udvidelse, og det glæder særligt byens borgmester, Birgit S. Hansen (S), der har store forhåbninger til havnen.
Tredje fase af udvidelsen af Skagen Havn blev fredag indviet i den nordjyske by – og med havneudvidelse kommer der langt mere end blot ekstra areal at boltre sig på for skagboerne; det betyder nemlig også både vækst for byen og arbejdspladser. Det mener i hvert fald byens borgmester, der fredag stor for indvielsen.
”Det kommer helt sikkert til at betyde, at kunder, der er her i forvejen får udvidelsesmuligheder, men også at vi kan tiltrække nye kunder dels til at være på havnen og tage nye kunder ind – det er store fartøjer og så videre. Så det betyder absolut vækst og nye arbejdspladser,” siger Birgit S. Hansen (S) til TV2 Nord.
Havneudvidelsen byder på et 190.000 kvadratmeter nyt landareal, hvoraf 155.000 kvadratmeter er til udlejning og 1.050 meter ny kaj – den hidtil største udvidelse af havnen,
Derudover er der blevet lavet tre nye fiskeplatforme med støtte fra ENV Fonden og Friluftsrådet – fire, hvis man regner molehovedet med, som også kommer til at fungere som udsigtspunkt.
FAKTA
• 190.000 m2 nyt landareal – heraf 155.000 m2 til udlejning.
• 1.050 meter ny kaj.
• Vanddybde 10-14 meter ved kaj.
• Større vanddybde i indsejlingen (vanddybde øges fra 12 til 16 meter).
• Større vanddybde ved krydstogtskajen (vanddybden øges fra 11 til 12,5 meter).
• Væsentligt forbedret besejlingsforhold til Østhavnen (bredere indsejling).