Bjærgning af udbrændt skibsvrag forsinket af monsun

Foto: Sri Lanka Air Force Media

Vraget af det udbrændte containerskib X-Press Pearl vil først blive bjærget efter monsunen er afsluttet.

Offentliggjort

Vraget af det udbrændte og sunkne containerskib X-Press Pearl, der har skabt den værste miljøkatastrofe i Sri Lankas historie, vil først blive bjærget efter monsunen er afsluttet. Det oplyser rederiet X-Press Feeders.

Fartøjet har allerede forurenet en lang strækning på over 100 kilometer af den srilankanske kystlinje, og ifølge ejerne er der nu sat vagter ind, der 24 timer i døgnet holder øje med lækager, spild og forurening fra vraget.

X-Press Pearl sank den 2. juni efter at have oplevet massiv brand og flere eksplosioner i lasten af kemikalier, som lå i lasten, men trods de fortsat store mængder salpetersyre, som befinder sig i lasten, så må bjærgningsarbejdet altså vente lidt endnu.

”På grund af vragets beliggenhed og den lunefulde monsun er det sandsynligt, at bjærgningen af vraget først kan begynde efter monsunen er ovre. Vi vil fortsat have folk til stede for at overvåge vraget indtil da,” lyder det i en melding fra X-Press Feeders.

1486 containere blev efterladt på skibet, da fartøjet sank. Siden da er den russiske kaptajn blevet arresteret og løsladt mod kaution, mens han afventer en efterforskning om lovovertrædelser i forbindelse med uheldet.

Powered by Labrador CMS