Kynde & Toft har ansat ny direktør

Bjørn Wienigk bliver ny administrerende direktør hos Thyborøn-virksomheden.

Den maritime virksomhed Kynde & Toft fra Thyborøn har fra 1. oktober 2024 ansat Bjørn Wienigk som ny administrerende direktør.

Det er ikke mange måneder siden, at Kynde & Toft præsenterede en udvidet ejerkreds og et glidende generationsskifte, og nu er virksomheden, der holder til på havnen i Thyborøn, så nået et skridt videre i dén proces.

På det sociale medie LinkedIn har Kynde & Toft således offentliggjort, at man fra den 1. oktober har ansat Bjørn Wienigk som ny administrerende direktør.

Den nye chef har flere års erfaring indenfor den maritime branche, hvor han blandt andet har siddet i bestyrelsen hos det fynske værft Fayard A/S.

Kynde & Toft, som er specialister indenfor totalløsninger, ny- og ombygninger samt reparationer indenfor den maritime og den industrielle sektor, bliver netop nu ledet af konstitueret administrerende direktør, Bjarke Toelberg Vinther. Han skal fra 1. oktober fortsætte i sin tidligere projektleder rolle i virksomheden, når Bjørn Wienigk tiltræder.

Powered by Labrador CMS