Large Structures Production kan styrke konkurrenceevnen

Foto: Sune Holst / SDU 2022

Alle taler om den grønne omstilling, men robotterne gør noget ved det. Det er baggrunden for Large Structure Production (LSP), som er verdens første center for udvikling af automation og robotter til at bygge store konstruktioner som vindmøller, skibe og byggerier i kombinerede laboratoriefaciliteter.

Offentliggjort

Udviklingsprojektet Large Structures Production er skudt i gang, og det betyder, at Odense Havn Lindø i de kommende år vil danne ramme for udviklingen af nye metoder til at automatisere produktionen af store strukturer. Et oplagt sted at placere projektet, hvor både Vestas, Bladt Industries og Fayard i forvejen arbejder med de meget store elementer og skibe.

Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat er den del af den nye bestyrelse og ser frem til at følge udviklingsarbejdet tæt.

”At kunne automatisere flere og flere processer vil helt sikkert få betydning i den maritime industri og påvirke vores konkurrenceevne positivt. Kan vi bruge branchens dygtige medarbejdere på en ny måde, som gør produktionen og arbejdsgangene endnu mere effektive, så kan vi bedre bide skeer med vores udenlandske konkurrenter.
Og samtidig så er udviklingen inden for automatisering og robotteknologi jo bare i det hele taget fascinerende at følge. Det handler både om de ting, vi gør fysisk, og de ting vi kan observere og håndtere på nye måder – også digitalt. I dette samarbejde sætter nogle af de mest innovative industrier sig sammen for at rykke Danmark fremad, og det har jeg store forventninger til,” siger Jenny Braat.

Udviklingsprojektet har støtte fra en lang række virksomheder og organisationer, som på tværs af brancher vil arbejde sammen om at gøre projektet til en succes.

Samtidig er der bevilget 88 millioner kroner fra EU’s REACT-midler gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til projektet og ambitionen om at opbygge et unikt laboratorium for robotteknologi på Fyn.

Powered by Labrador CMS