Sådan bidrog shippingkoncern til logistikken ved Tour de France i Danmark
Efter sidste Tour de France-etape på dansk grund i sommer blev cykelrytterne fløjet til Frankrig, og danske Blue Water stod for logistikken.
Den danske logistikkoncern Blue Water kan meget mere end shipping til vands. Det beviste de til fulde, da Grand Départ Copenhagen Denmark (GDCD), et selskab oprettet i Danmark til at varetage og planlægge sommerens danske tour-start, valgte Blue Water til at planlægge flytransporter ud af Danmark.
I efteråret 2021 påbegyndte man hos Blue Water den konkrete planlægning af transporterne. GDCD lagde fra start vægt på, at det skulle være flyselskaber, som forstår betydningen for hele Danmark og kan løse opgave på højeste internationale niveau. Tidligt i processen havde Blue Water en detaljeret plan for hvilke fly og operatører, der kunne være interessante at tilbyde Tour-operatøren. Det var GDCD heldigvis enige i, så i januar 2022 blev kontrakten endeligt underskrevet.
I alt skulle 7 flyvninger fra Sønderborg til Frankrig planlægges, og for at sikre en fejlfri plan og afvikling af de komplekse flyrotationer fandt utallige møder herefter sted mellem Blue Water, GDCD, Dansk Politi, lufthavnens ledelse samt øvrige myndigheder.
Med et ønske om, at cirka 500 personer skulle i luften fra Sønderborg Lufthavn i løbet af 2,5 time skulle logistikken samtidig gå op i en højere enhed.
”Ryttere, Tour de France-ansatte og journalister skulle i luften på kort tid i en lille lufthavn. Det var en usædvanlig opgave, som krævede en masse fra vores team og Sønderborg Lufthavn. Vi havde samlet de helt rette medarbejdere, som løftede i flok og sikrede, at alle flyvninger fløj til tiden,” fortæller Head of Air Charter ved Blue Water, Torben Ravnkilde.
Men her stoppede spændingen ikke.
”Da tour-feltet kører ind i Sønderborg by – og med kort tid til afgang fra dansk jord – bliver vi spurgt af Tour de France, om vi kan skaffe et ekstra fly. Kort efter første rytter havde busafgang mod lufthavnen, bekræftes det ekstra fly af Tour de France-organisationen, og flyet afgår planmæssig mod Frankrig uden forsinkelse. Dette sker til stor tilfredshed hos alle,” siger Torben Ravnkilde.
Et rigtig stærkt samarbejde mellem GDCD, Sønderborg Lufthavn, Air Alsie og Global Reach Aviation sikrede en løsning af høj kvalitet og en gennemført logistik. Blue Waters Air Charter-team har efterfølgende modtaget stor ros og tak fra GDCD og hele kredsen bag den danske tour-start.