Kæmpe hæder: Blue Water-stifter modtager Lifetime Achievement Award

Kurt Skov. Foto: Blue Water
Kurt Skov.

Stifter af den vestjyske logistikkoncern Blue Water, Kurt Skov, er blevet hædret med en Lifetime Achievement Award for sin imponerende karriere og den globale virksomhed, han har bygget op fra bunden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Grundlæggeren af Blue Water, Kurt Skov, er ved Heavy Lift Awards blevet hædret for en lang karriere i industrien med en såkaldt Lifetime Achievement Award. Det oplyser den Esbjerg-baserede shipping- og logistikkoncern i en pressemeddelelse.

Heavy Lift Awards er skabt for at hylde de personer og virksomheder, hvis vision, innovation og engagement er med til at forme transport- og logistiksektoren, og en Lifetime Achievement Award gives til en person, der har haft langvarig indflydelse på den specialiserede transport- og projektindustri.

Netop sådan en person er Kurt Skov, som af Heavy Lift-dommerne er blevet beskrevet som én, der ikke kun har bygget en af ​​de vigtigste og mest genkendelige forretninger indenfor projektlogistik, men også en person med et niveau af ydmyghed, man sjældent møder.

“Kurt Skov har aldrig mistet kontakten til sine rødder eller værdisæt. I stedet for at styre fra toppen, leder han fra midten – som anfører og kreativ midtbanespiller, der ser det store billede og involverer medspillere og støtter dem med deres udfordringer og ansvar,” lyder det blandt andet i beskrivelsen af Kurt Skov.

Blue Water har været aktiv i industrien siden 1972, hvor Kurt Skov grundlagde virksomheden som 25-årig. I Esbjerg varetog et team på tre speditører al logistik fra et 20 kvadratmeter kontor.

I dag, mere end 50 år senere, har Blue Water mere end 2500 medarbejdere fordelt på 80 lokationer og i 2022 en årlig omsætning på 9,3 milliarder kroner.

“Jeg er dybt beæret. Min interesse og dedikation til heavy lift-industrien har altid været stor. Denne sektor har givet mig og Blue Water mange minder. At være involveret i adskillige unikke projekter og transporter har skabt langvarige relationer med kunder og samarbejdspartnere,” lød det ved prisoverrækkelsen fra Kurt Skov, som dog ikke var sen til at dele hæderen med sine medarbejdere.

“Vores stærke position på markedet skyldes dedikation, viden og en utrættelig indsats fra hver enkelt medarbejder hos Blue Water. Uden dem havde vi ikke udviklet os så succesfuldt – og jeg ville ikke have haft æren af ​​at modtage denne pris, som jeg stolt vil dele med alle Blue Water-kolleger,” lød det fra Kurt Skov.

I mere end 40 år var Kurt Skov administrerende direktør for Blue Water, mens han i de sidste fem år har været bestyrelsesformand for virksomheden.

I 2007 tog Kurt Skov beslutningen om at overdrage 75 procent af aktierne i virksomheden til den uafhængige fond Blue Water Fonden. Dette blev gjort for at sikre virksomhedens ejerskab, eksistens og fremtidige udvikling i en branche præget af opkøb og konsolidering. I dag er hans datter Anne Skov formand for Fonden.

Powered by Labrador CMS