Åbner nyt kontor – Blue Water etablerer reefer-team i Polen
Blue Water åbner kontor i den polske by Gdansk med fokus på at skabe kvalitetsløsninger til reefer-transport via sø.
Det globale reefer-marked og kundernes behov har altid været en væsentlig prioritet hos Blue Water. Derfor er det vigtigt at være til stede, hvor kunderne er. Åbningen af et nyt kontor i Gdansk styrker desuden den vækstrejse, som Blue Water er undervejs.
Polen har et stigende potentiale indenfor produktion og eksport af frosne fødevarer, og derfor betragter Blue Water det som en oplagt mulighed for at styrke virksomhedens position af polske køletransporter.
“Med det nye kontor vil vi udvikle og udbrede vores tilstedeværelse for nye leverandører, kunder og produkter – og imødekomme eksisterende kunders behov. Blue Water har altid været en lokalt tilstedeværende aktør, og dette er vores indgangsvinkel til at skabe forretning på det polske marked. Samtidig et det vores kerneværdi at servicere kunder med lokal knowhow,” siger Director Reefer Sea & Air hos Blue Water, Frank Madsen.
Kontoret i Gdansk åbner med dedikeret personale specialiseret i reefer-transporter. Gennem et omfattende netværk af egne kontorer i kombination med agenter og samarbejdspartnere på de globale markeder tilbyder Blue Waters team globale løsninger med vej, sø og lufttransport for køle-/frysegods samt andre produkter, der kræver temperaturreguleret transport.