Vestas hædrer Blue Water for sikkerhed og kvalitet

Søren Messmann, Head of Operations and HSSEQ Port Service, & Brian Sørensen, Global Category Head of Wind and Port Service, modtager prisen.

Stevedoring-teamet fra Blue Water er blevet hædret ved Vestas Global Shipping Summit, hvor virksomhedens sikkerhedsstandard, pålidelighed og interne IT-system, 'CompassWind' fik ros.

Offentliggjort

Der blev uddelt masser af roser og priser, da Vestas for nyligt afholdt deres årlige Global Shipping Summit. Her blev blandt andre Blue Water fra Esbjerg tildelt sikkerheds- og kvalitetsprisen for den bedste stevedoring-virksomhed af energigiganten. Det oplyser Blue Water i en pressemeddelelse.

Ved uddelingen af priserne fremhævede Vestas blandt kvaliteten og sikkerheden hos deres leverandører i branchen for vedvarende energi, og til Blue Water gik roserne blandt andet på virksomhedens sikkerhedsstandard, pålidelighed og deres interne IT-system, 'CompassWind', som gør det muligt for Vestas at overvåge transport- og lagerstatus.

"Vi har et langvarigt samarbejde med Vestas, og at modtage denne pris er et bevis på det gode arbejde, vi udfører hos Blue Water," siger Global Category Head of Wind and Port Service hos Blue Water, Brian Sørensen.

Blue Water prioriterer sikkerhed og kvalitet gennem løbende træning og uddannelse, og det store fokus har resulteret i minimal skade på gods og personale, og betyder desuden, at Blue Waters vindlogistik lever op til de højeste internationale standarder.

Powered by Labrador CMS