Blue Water indgår partnerskab med stor krydstogtkoncern

Foto: Blue Water Shipping

Den danske transportkoncern Blue Water Shipping har indgået strategisk partnerskab med Holland America Group.

Offentliggjort Sidst opdateret

Transportkoncernen Blue Water Shipping, der blandt andet leverer totalløsninger indenfor for krydstogslogistik, har indgået strategisk partnerskab med Holland America Group (HAG), der er en af de helt store rederier indenfor krydstogtindustrien. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

HAG omfatter Princess Cruises, Holland America Line, Seabourn og P&O Australia. Som en del af samarbejdet skal Blue Water stå for lagerdriften af koncernens hoveddistributionscenter i Florida.

Aftalen omfatter ordrestyring, distribution, oplagring samt ansvaret for tørgods, køle- og fryseleverancer til selskaberne og deres 36 krydstogtskibe.

“Vi er glade for det nye partnerskab og stolte over endnu en gang at tage et skridt videre i krydstogtindustrien sammen med vores mangeårige kunde. Holland America Line var vores første krydstogtkunde tilbage i 1999, og vi har begge opnået positiv udvikling gennem det tætte partnerskab. Det er dels på grund af vores relation til Holland America Line, at vi besluttede at oprette et dedikeret, strategisk forretningsområde med fokus på Cruise & Marine,” lydet det fra bestyrelsesformand for Blue Water, Kurt Skov.

Blue Water kommer i forbindelse med aftalen til at operere 16.000 kvadratmeter lagerfaciliteter i Miami. Faciliteterne er strategisk beliggende tæt ved krydstogthavnen Fort Lauderdale, som havde 3,9 millioner krydstogtpassagerer i 2019.

Supply chain-operationen på Blue Waters facilitet omfatter et bredt mix af logistikløsninger – fra cross docking af tørgods, proviant (køl/frys) og tekniske reservedele til drift – samt et fuldt leverandørstyret lager-setup. Det kræver stærke kompetencer og knowhow at sikre kvaliteten, fleksibiliteten og effektiviteten, og Blue Water blev valgt på grund af firmaets mere end 20 års erfaring indenfor netop disse opgaver i krydstogtindustrien.

Derudover er Blue Waters IT-systemer skræddersyede til opgaven og kan håndtere og monitorere alle dele af processen.

Powered by Labrador CMS