Brændselscelleproducent lukker finansieringsrunde med Maersk Growth
Den nordjyske producent af brændselsceller Blue World Technologies er på en rejse mod at kunne understøtte skibsfarten frem mod netto-nul, og med Maersks venturedel og EIFO, der begge deltager i en finansieringsrunde, har virksomheden taget endnu et skridt i retning af at levere multi-megawatt brændselscelleløsninger.
Blue World Technologies kunne tirsdag annoncere, at Maersk Growth, venturedelen af A.P. Moller – Maersk, deltager i en præ-C-runde på 82 millioner kroner sammen med Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), Cycle Group og andre nye og eksisterende aktionærer. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Finansieringsrunden blev annonceret under COP28 i Dubai, hvor Blue World Technologies præsenterede deres højtemperatur PEM-brændselscelleteknologi som en løsning til at understøtte dekarboniseringen af den maritime industri.
Skibsfartsindustrien er ansvarlig for omkring 3 procent af de globale drivhusgasemissioner og betragtes som en branche, hvor det er svært at reducerer emissioner, og derfor er der brug for grønne brændstoffer og nye teknologier for at opnå de fremlagte klimamål.
Blue Worlds methanol-brændselsceller muliggør en effektiv konvertering af methanol til elektricitet med en elektrisk virkningsgrad på op til 65 procent, og desuden giver brændselsceller mulighed for intern spildvarmeudnyttelse for at optimere methanol-reformeringsprocessen og for yderligere energigenvinding, der kan bruges ombord, hvilket forbedrer den samlede systemeffektivitet.
Blue Worlds patentansøgte systemarkitektur muliggør desuden en reduktion i brændstofforbruget på 20-30 procent og baner vejen for en reduktion i meromkostningen relateret til brugen af grønne e-brændstof. Brændselscellesystemets arkitektur giver mulighed for 100 procent indfangning af den genererede CO2 mod en stigning i forbrug af brændstof på kun 2-3 procent, hvilket muliggør attraktive forretningsmodeller for gebrug af CO2. Med en industriel tilgang har Blue World Technologies etableret en brændselscellefabrik i Aalborg, der sikrer egenproduktion af alle de centrale brændselscellekomponenter sideløbende med systemudvikling og -fremstilling.
“Maersk har taget føringen med hensyn til at dekarbonisere skibsfartsindustrien og udviser mod og vilje til at gøre en forskel. Men vigtigst af alt, de skrider til handling. Vi er derfor meget stolte over at have dem med ombord i denne finansieringsrunde. Vi er også meget glade for, at Maersk får selskab af Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Cycle Group og andre nye og eksisterende aktionærer i Blue World, og vi er begejstret for deres fortsatte støtte til vores virksomhed og den rejse, vi er på,” lyder det fra medstifter og administrerende direktør hos Blue World Technologies, Anders Korsgaard.
A.P. Moller – Maersk har set en ambition om, at hele sin forretning, inklusiv sin flåde på omkring 700 containerskibe, skal nå netto nul-emissioner i 2040. Selskabet har for nylig modtaget sit første grønne methanol-drevne skib Laura Maersk og har yderligere 24 skibe, der er i stand til at sejle på grøn methanol, bestilt til levering i de kommende år.
Udover ventureinvesteringen i Blue World har Maersk bestilt et methanol-brændselscelle-pilotsystem til hjælpekraft, udviklet af Blue World, som skal installeres på et af Maersks bestilte methanoldrevne containerskib. Systemet vil blive genstand for en typegodkendelse af ABS.