Styrelser godkender flytning af dansk industrihavn

Skitse over Næstved Erhvervshavns nye arealer. Illustration: Næstved Kommune
Skitse over Næstved Erhvervshavns nye arealer. Illustration: Næstved Kommune

Bolig- og Planstyrelsen samt Trafikstyrelsen har godkendt Næstved Kommunes planer om at flytte byens industrihavn to kilometer væk fra dens nuværende placering.

Offentliggjort

Både Bolig- og Planstyrelsen og Trafikstyrelsen har godkendt Næstved Kommunes planer om at flytte byens industrihavn to kilometer væk fra dens nuværende placering. Det skriver Sjællandske Medier.

Begge styrelser har overfor lokalmediet bekræftet, at de ikke har nogen indvendinger mod den store havneflytning. Dermed fortsætter arbejdet, og hvis alt går efter planen, forventes den nye havn at kunne tages i brug fra midten af 2025.

Der er dog stadig nogle brikker der skal falde på plads, før det store havneprojekt kan blive en realitet.

“Først og fremmest mangler vi en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Den er ikke på plads endnu,” siger Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) til Sjællandske.

Den nye erhvervshavn får et kajareal på cirka 300 meter og bliver noget mindre og mere kompakt end den nuværende havn, som modsat den nye havn er placeret centralt i den sydsjællandske by.

Det forventes, at prisen for flytningen af havnen vil lande på et sted i størrelsesordenen 70 til 80 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS