Endnu en stor fangst – Sådan har Fiskeristyrelsen skærpet kontrollen
For anden gang på kort tid har Fiskeristyrelsen politianmeldt en udenlandsk bomtrawler i en omfattende sag for grove overtrædelser af fiskerilovgivningen. Anmeldelsen sker efter, at fødevareminister Rasmus Prehn har skærpet indsatsen mod ulovligt fiskeri med blandt andet flyovervågning og en skærpet kontrol til søs.
Fiskeristyrelsen har skærpet kontrollen med fiskefartøjer, der fisker ulovligt i danske farvande, slukker deres AIS-signal eller angiver fejlagtige oplysninger i logbøgerne. Det sker både via elektronisk overvågning via styrelsens FiskeriMoniteringsCenter og boardinger til søs med blandt andet fiskerikontrolskibet Vestkysten.
Som led i indsatsen for at komme ulovligt fiskeri til livs har Fiskeristyrelsen ligeledes styrket indsatsen for at oplyse om reglerne og de sanktionskrav, der stilles ved særligt større overtrædelser af fiskerilovgivningen i danske farvande.
Kontrollen med de store bomtrawlere i Nordsøen og Skagerrak er i perioden fra 2017 til 2020 mere end fordoblet, og Fiskeristyrelsen har blandt andet skærpet kontrollen med fartøjers AIS-signaler. Overtrædelser af netop AIS-reglerne bliver nu sanktioneret.
Den 1. september 2021 blev der desuden indført såkaldte kontrolpunkter til søs, der giver mulighed for, at kontrollen kan tvinge fartøjer til at sejle til en bestemt position for at udføre kontrol og boarding.