Igen – Udenlandsk bomtrawler taget for ulovligt fiskeri i Nordsøen

En inderpose er en ulovlig, finmasket fangstpose, som er monteret inden i det lovlige trawl. Fiskeri med inderpose forhindrer små fisk i at slippe ud af trawlet og er et brud på reglerne. Foto: Fiskeristyrelsen
En inderpose er en ulovlig, finmasket fangstpose, som er monteret inden i det lovlige trawl. Fiskeri med inderpose forhindrer små fisk i at slippe ud af trawlet og er et brud på reglerne.

Fiskeristyrelsens kontrolskib Vestkysten har i weekenden taget endnu en hollandsk bomtrawler i at fiske med ulovlige inderposer i trawlene.

Offentliggjort

Så er den nok engang gal med de hollandske fiskere i Nordsøen. Fiskeristyrelsens kontrolskib Vestkysten har i sidste weekend nemlig taget endnu en hollandsk bomtrawler i at fiske med ulovlige inderposer i trawlene.

”Vi har nu konstateret et nyt tilfælde, hvor en bomtrawler har monteret ulovlige inderposer i de lovlige fangstposer. Når man fisker med inderposer, fanger man også de mindste fisk i bestandene. Det er et klart brud på EU’s fælles fiskeripolitik, der skal sikre et bæredygtigt fiskeri. Ud over de ulovlige inderposer blev det under fiskerikontrollen konstateret, at der ligeledes foregik ulovligt udsmid af fisk. Ifølge reglerne skal den fulde fangst altid medbringes i land, så der kan afskrives de rette mængder fisk på kvoterne. Vi er glade for, at vi endnu engang har fået sat en stopper for det ulovlige fiskeri,” siger skibsfører Jesper Bech Eiersted fra fiskerikontrolskibet Vestkysten.

Sagen er endnu ikke færdigbehandlet, men sagen vurderes som en grov overtrædelse. På baggrund af den opnåede dokumentation og høringen af fiskeren vurderes det foreløbigt, at sagen vil blive anmeldt til politiet med bødekrav på op til 400.000 kroner.

Fiskeristyrelsen har skærpet fiskerikontrollen for at komme det ulovlige fiskeri til livs. Der har især været fokus på fartøjer, som slukker for deres AIS-signaler, og der afprøves fortsat nye metoder til at skærpe kontrollen yderligere. Formålet er at kunne dokumentere de overtrædelser, der finder sted i danske farvande.

Kontrollen foregår blandt andet gennem elektronisk monitorering, risikoanalyser såvel som fysiske boardinger og kontroller af fiskefartøjer til søs, afprøvning af nye teknologier og samarbejde med andre myndigheder.

Som led i indsatsen for at komme ulovligt fiskeri til livs har Fiskeristyrelsen ligeledes styrket indsatsen for at oplyse om reglerne og de sanktionskrav, der stilles ved særligt større overtrædelser af fiskerilovgivningen i danske farvande.

Med en klækkelig bøde i vente tænker fiskerne sig forhåbentlig om en ekstra gang, næste gang, der fiskes i danske farvande.

En samlet oversigt over større overtrædelsessager og politianmeldelser i 2022 er under udarbejdelse og forventes klar i midten af juni 2022.

Powered by Labrador CMS