Svensk kronekurs får flere danskere til at sejle over Kattegat
Færgerederiet Stena Line beretter om en stigning på 30 procent i antallet af bookinger for vinterferien sammenlignet med sidste år. Nu ser Stena Line frem mod foråret, hvor rederiet allerede nu ser en lille stigning i bookinger på de to ruter Frederikshavn-Gøteborg og Grenå-Halmstad.
Vinterugerne var travle på Stena Lines færgeruter mellem Jylland og Sverige, hvor især færgerne, der sejlede mellem Frederikshavn og Gøteborg kunne mærke, at danskerne holdt vinterferie.
I vinterferieugerne havde Stena Line sammenlignet med sidste år nemlig en stigning på 30 procent i antallet af bookinger på de to ruter Frederikshavn-Gøteborg og Grenå-Halmstad. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Nu kigger Stena Line så frem mod forårets helligdage og forlængede weekender med forventning, og allerede nu melder færgerederiet om en stigning på 4 procent i antallet af bookinger for foråret på sine to færgeruter over Kattegat.
“Det er meget positivt, at vi kan se en forsat stor interesse for rejser over Kattegat blandt danskerne. I den nuværende økonomiske situation kigger forbrugerne mod de steder, hvor man kan få meget for pengene, og her er vores færgeruter en vigtig transportkorridor mellem det vestlige Danmark og Sverige,” siger Travel Commercial Manager hos Stena Line, Ulf Staaff.
Kursen på den svenske krone er lige nu historisk lav, og det betyder, at man som dansk gæst i Sverige kan få meget værdi for pengene. En tur over Kattegat giver danskerne adgang til svensk charme i kystbyen Halmstad, oplevelser i den svenske natur og ikke mindst Sveriges næststørste største by, Gøteborg, der byder på shopping, Nordens største forlystelsespark Lisberg og byens 400-årsjubilæum til sommer.
Stena Line sejler med færgerne Stena Danica, Stena Jutlandica og Stena Vinga fra Frederikshavn til Gøteborg på bare 3 timer og 20 minutter, mens færgen Stena Nautica sejler mellem Grenå og Halmstad på 4 timer og 35 minutter. Alle færgerne har restaurant legeområder og butikker ombord samt mulighed for at medbringe bil og cykel.