Mere end 100 deltog i borgermøde om nordjysk havn

Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) taler under borgermødet.

Over 100 personer havde fundet vej, da økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune onsdag aften inviterede til borgermøde om Frederikshavn Havn.

Det er godt fire og en halv måned siden at erhvervshavnen i Frederikshavn gik fra at være selvdrevet til nu at være kommunal. Siden da har kommunaldirektøren fungeret som havnens direktør, ligesom kommunens økonomiudvalg har agret havnebestyrelse.

Overdragelsen kom efter længere tid med flere historier i medierne om uro og dårlig drift, og Frederikshavn Kommune kunne den 15. maj overtage både nøglerne til styrehuset og en gæld på knap 1,7 milliarder kroner.

Siden da har der været stille omkring den stormombruste havn, indtil der altså blev inviteret til borgermøde om Frederikshavn Havn onsdag aften. Her mødte over 100 borgere op for at høre nærmere om havnens tilstand, hvor det blandt andet blev forklaret, at der over de kommende år mangler 62 millioner kroner årligt, som altså medfører en ekstra opgave for kommunens budgetlægning i den kommende periode.

Til de fremmødte deltagere blev det dog noteret, at finansieringen af det årlige underskud primært vil ske ved reduktion af anlægsprojekter i kommunen og driftsoptimering på havnen, og altså ikke kommer til at påvirke den direkte borgernære velfærd.

Skal ikke forblive kommunal

På mødet blev det samtidig slået fast, at det ikke er planen, at den nordjyske erhvervshavn skal forblive kommunal i al evighed. Det er nemlig planen, at igen skal blive selvstændig - men altså først når havnen selv kan betale for både gæld, renter og drift.

De mange fremmødte til borgermødet gjorde et stort indtryk på Frederikshavns borgmester, der peger på, at det er vigtigt med åbenhed omkring kommunens arbejde med havnen.

"Borgermødet understreger, hvor stor interesse, der er for havnen. Det er vigtigt, at vi er åbne og ærlige, og derfor kommer vi til at holde flere borgermøder," lyder det i en pressemeddelelse fra borgmester Birgit S. Hansen (S).

Powered by Labrador CMS