Ørsted indgår elkøbsaftale for tysk havvindmøllepark

Billede fra Borkum Riffgrund 2, der blev idriftsat i 2018. Foto: Ørsted
Billede fra Borkum Riffgrund 2, der blev idriftsat i 2018.

REWE Group og Ørsted har indgået en langsigtet elkøbsaftale for den kommende tyske havvindmøllepark Borkum Riffgrund 3.

Offentliggjort

REWE Group, der er en af Tysklands førende fødevareforhandlere, har underskrevet en tiårig elkøbsaftale med Ørsted om at købe 100 MW grøn elektricitet fra Ørsteds havvindmøllepark Borkum Riffgrund 3, der forventes at blive idriftsat i 2025.

Siden 2008 har REWE Group købt strøm fra vedvarende energikilder, og aftalen med Ørsted er REWE Groups hidtil største aftageraftale om vedvarende energi. REWE Group bliver dermed den første tyske fødevareforhandler, der køber strøm fra en havvindmøllepark i Nordsøen.

“Det er vores mål at være klimaneutrale i 2040. Det er selvfølgelig et ambitiøst mål. Men det er også et mål, vi kommer til at nå. Vi skal nå det, for energi spiller en strategisk rolle i vores forretning: Vi er en pioner inden for grøn strøm i den tyske fødevarebranche. Siden 2008 har vores butikker udelukkende brugt strøm produceret på vedvarende energi. Havvind har et enormt potentiale. Ved at bruge den første grønne strøm fra Nordsøen tager vi endnu et skridt hen mod klimaneutralitet,” siger administrerende direktør i REWE Group, Lionel Souque.

Hos Ørsted, der er verdensleder inden for havvind, roser Rasmus Errboe, regionsdirektør for Kontinentaleuropa, REWE Group for at støtte omstillingen fra fossil energi til vedvarende energi.

“Der er et akut behov for, at man i hele verden omstiller sig til vedvarende energi for at reducere CO2-udledningen. For at lykkes med denne omstilling kræver det, at regeringer, energiselskaber og erhvervskunder skrider til handling. REWE Group har en lang tradition for at købe bæredygtig strøm, og ved at købe strøm fra Borkum Riffgrund 3 støtter de udbygningen af ny, billig vedvarende energi i industriel skala,” siger han.

De 100 MW grøn strøm fra Borkum Riffgrund 3 svarer til 1.500 REWE-butikkers forbrug og stemmer godt i overensstemmelse med virksomhedens mål om at blive klimaneutral i 2040.

Powered by Labrador CMS