Dykkertjenesten på vej til at forsvinde på Bornholm
Falck har stået for driften af dykkertjenesten på Bornholm siden 2007, men nu kan det snart være slut med redningsdyk på solskinsøen. Kommunen har nemlig takket nej til at lade Falck fortsætte, mens Rønne Havn afviser at tage over.
Dykkertjenesten på Bornholm kan snart være en saga blot. Kommunen har nemlig afvist at lade Falck, der har stået for driften siden 2007, fortsætte, da de er alt for dyre i drift. Det skriver TV2 Bornholm.
På grund af øgede udgifter til blandt andet et nyt køretøj, øgede krav til rutinedykninger, lægeundersøgelser, og bemanding har Falck har nemlig måtte øge prisen for at drive redningsdykkerberedskabet i Bornholms Regionskommune, når den nuværende kontrakt udløber den 28. februar, men det vil kommunen altså ikke være med til.
I stedet har kommunens Natur- og Miljøudvalg bedt Rønne Havn vurdere, om de kan overtage driften, men det afviser de nu helt og holdent.
“Rønne Havn har ikke mandskab i overskud til at assistere med opgaven omkring redningsdykkerberedskab på Bornholm,” skriver kommunikationschef i Rønne Havn, Jesper Jürgensen, til TV 2/Bornholm.
Prisstigningen på Falcks tilbud om den videre drift lød på 168.604 kroner, men efter kommunen takkede nej, har Falck nu valgt at opsige den gældende kontrakt.