Bornholmsfærge trækkes ud af drift
Weekendens problemer med en hovedmotor på Express 1 har desværre vist sig at være mere alvorligt end først antaget. En skade på en ring i et leje kommer til at betyde, at Express 1 må trækkes ud af drift den kommende tirsdag.
Den forgangne weekend var mekanikerne opmærksomme på en hovedmotor på færgen Express 1. I første omgang så det ud til at være uden grund. Men nu har en ny kikkertundersøgelse af motoren fundet en beskadiget ring i et leje. Det skriver Bornholmslinjen i en pressemeddelelse.
Det betyder, at Express 1 må trækkes ud af drift på tirsdag den 1. juni, ligesom færgen frem til tirsdag må sejle på tre motorer og derfor bliver forsinket i løbet af dagene.
Tirsdagens sejlplan med fire dobbeltture bliver dækket ind af både Max, Hammershus og Povl Anker. To dobbeltture med hurtigfærgen Max og en enkelt dobbelttur til hver af de andre færger.
”Det positive er, at mekanikernes vedholdenhed har forhindret, at skaden kunne udvikle sig alvorligt. Det er træls at skulle sejle på tre motorer i nogle dage og træls at skulle undvære Express 1 en dag – men alternativet med en større skade er langt værre,” siger Bornholmslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Sejlplanen for de kommende dage ændres ikke på hjemmesiden. I stedet får gæsterne direkte besked om, at de kan møde senere til afgangene frem til tirsdag, når kaptajnerne har overblik over de reelle forsinkelser de kommende dage.