I dag genstarter dansk-tysk færgerute
Efter at have været nedlukket siden 31. september sidste år er der fra i dag atter færgeforbindelse mellem Rønne og Sassnitz.
Fra i dag sejler Bornholmslinjen atter mellem Rønne og Sassnitz. På grund af corona har ruten været lukket ned siden den 31. september sidste år – men nu kommer de tyske gæster langt om længe tilbage til Bornholm.
” Vi er spændte på at se reaktionen i Tyskland, når de atter kan booke til Bornholm, og vi håber selvfølgelig, at mange vil springe til, når muligheden er der igen, så vi går et par spændende uger i møde,” siger Bornholmslinjens kommercielle direktør Jesper Skovgaard.
Det bliver dog en forsigtig udgave af den længe ventede åbning af ruten til Tyskland, hvor der stadig er mange afgange, som ikke kan forsvares gennemført på grund af meget få bookinger.
”Det er meget tydeligt at se på de tyske bookinger, at tyskerne gerne vil på en forlænget weekend fra torsdag til søndag – og så vil de gerne rejse den traditionelle uge fra lørdag til lørdag,” lyder det fra Jesper Skovgaard.
For Bornholmslinjen betyder det, at afgange mandage og fredage aflyses. Lørdage skulle der sejles med både Hammershus og Povl Anker, men de to afgange lægges sammen til én med Hammershus.
”Det er på alle måder uhensigtsmæssigt at sejle med stort set tomme færger. Men vi må også erkende, at der ikke sker noget på ruten til Tyskland, før vi begynder at sejle igen, så derfor sætter vi forsigtigt i gang,” siger Jesper Skovgaard.
Den reducerede sejlplan forventes at løbe frem til den 19. juni, hvor planen er at gå i normal drift.