Mand ville til Tyrkiet: Rejste ved en fejl til Bornholm
En mand i bil på vej til Tyrkiet tog den forkerte færge og havnede i stedet i Rønne. Det skriver Bornholms Politi i døgnrapporten ifølge TV2 Bornholm.
En 52-årig mand blev onsdag eftermiddag standset af politiet i Rønne Havn, efter at være ankommet med færgen fra Ystad. Manden havde hverken coronatest eller nogen anelse om hvor han var.
Bornholms Politi havde store problemer med at kommunikere med manden, der hverken kunne tale svensk, dansk, tysk eller engelsk, men takket været hjælp fra borgere med arabiske sprogkundskaber stod det pludselig klart, at manden var på vej til Tyrkiet i bil, og at hans egentlige plan var at rejse med færgen fra Rødby til Puttgarden.
Den 52-årige blev efter samtalen med ordensmagten ført til et testcenter for at få foretaget en coronatest, inden han derefter blev sendt tilbage til Ystad med færgen klokken 16.30.