Sejlplan 2022 for Bornholm er tidligt ude

Hammershus og de andre færger omkring Bornholm kommer også i 2022 på hårdt arbejde med at fragte passagerer og fragt frem og tilbage til øen. Sejlplanen for 2022 ligger klar allerede nu og kan studeres den 2. august. Foto: Bornholmslinjen
Hammershus og de andre færger omkring Bornholm kommer også i 2022 på hårdt arbejde med at fragte passagerer og fragt frem og tilbage til øen. Sejlplanen for 2022 ligger klar allerede nu og kan studeres den 2. august.

Allerede fra den 2. august 2021 kan der tjekkes priser og bestilles billetter til alle Bornholmslinjens færger for 2022.

Offentliggjort

Sejlplanen og priser for Bornholm i 2022 er nu godkendt og klar. Det betyder, at sejlplanen til det kommende år åbner for salg allerede ved middagstid den 2. august 2021. Normalt bliver sejlplanen offentliggjort hvert år omkring den 1. september.

”At planen er så usædvanligt hurtigt klar i år, er kort og godt resultatet af et rigtigt godt samarbejde mellem Trafikkontaktrådet for Bornholm, Transportministeriet og rederi,” forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Når rederiet har udarbejdet et forslag til en sejlplan, sendes den til høring i Trafikkontaktrådet. Rådet anbefaler derefter sejlplanen til Transportministeriet, som endeligt godkender. Og i år altså hurtigere end nogensinde.

”Når sejlplanen er hurtigt ude, betyder det mere tid for de rejsende til at få et overblik over rejsemulighederne næste år. Et år, hvor vi håber og tror, at tingene ser mere normale ud for nogle af de store begivenheder på Bornholm som Folkemødet og Wonderfestiwall,” siger Jesper Skovgaard.

Sejlplanen for 2022 vil være en sejlplan med 254 afgange flere end aftalt i kontrakten; 240 ekstra afgange med Max og 14 ekstra afgange med Express 1. Det er også en sejlplan, hvor den forsinkede Express 5 endnu ikke optræder, da den først er meldt klar til levering fra værftet i slutningen af 2022.

Powered by Labrador CMS