Stor tilfredsheden med Bornholmslinjen i sommeren 2023

Arkivfoto: Bornholmslinjen

Kundernes tilfredshed med færgebetjeningen til og fra Bornholm er højere for sommeren i år end samme periode sidste år.

Offentliggjort

Kunderne af Bornholmslinjen har endnu engang vendt tommelfingeren i vejret til færgebetjeningen til og fra klippeøen i Østersøen. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse på baggrund af en tilfredshedsundersøgelse fra sommeren 2023.

Kundetilfredsheden på ruterne til Bornholm måles jævnligt op mod fem parametre – her i blandt rengøring, billetkøb, adgang og personlig betjening, og hvis kundernes tilfredshed er lav, så kan Transportministeriet ifølge kontrakten pålægge Molslinjen, som driver Bornholmslinjen, en bod.

Men det kommer altså ikke til at ske i denne omgang, for passagererne og færgernes andre brugere har altså vist sig svært tilfredse med rederiet, som denne sommer endda har tilføjet den nye hurtigfærge Express 5 til flåden af fartøjer.

“Bornholmslinjen er afgørende for, at det bornholmske øsamfund kan fungere. Det er derfor glædeligt, at færgebetjeningen møder tilfredshed blandt kunderne. Færgefarten er med til at binde Bornholm tættere sammen med resten af landet, og derfor er det også vigtigt, at færgebetjeningen lever op til brugernes forventninger,” lyder det i pressemeddelelsen fra transportminister Thomas Danielsen.

Bornholmslinjens kundetilfredshed måles hvert halve år – for lavsæsonen og højsæsonen – på de fem kriterier personlig betjening, rengøring og vedligeholdelse, færgen og adgang til færgen, information og billetkøb samt færgerejsen alt i alt.

Kunderne vurderer deres tilfredshed på en skala fra 1-5, og er gennemsnittet under 3,5 for et kriterie, pålægges Bornholmslinjen en bod.

Powered by Labrador CMS