Trods udsolgte afgange – Fald i passagertal på Bornholmsfærger

Foto: Bornholmslinjen.

Sommeren har budt på et fald på næsten 6.000 i antallet af passagerer på Bornholmslinjens færger.

Offentliggjort

Næsten 700.000 passagerer har i løbet af sommerens tre måneder passeret Østersøen på tur frem og tilbage til Bornholm – faktisk er det helt præcise tal 697.739.

De flotte tal til trods, så er det dog et fald på lige knap 6.000 i antallet af passagerer i forhold til sommermånederne i 2020, hvor rederiet fragtede 703.710 personer frem og tilbage. Det fremgår af tal fra Bornholmslinjen.

Mens coronapandemien bærer sin del af skylden for det høje tal fre 2020, hvor de fleste danskere var forhindret i at rejse til udlandet, så har det dog også spillet ind, at kapaciteten på færgerne denne sommer har været lavere end sidste år.

I 2020 benyttede Bornholmslinjen sig nemlig af de to færger Express 1 og Express 2, mens det i juni, juli og august i år har været den noget mindre færge Max, der sammen med Express 1 skulle stå for sommertrafikken, og det har altså resulteret i mange udsolgte afgange – men færre mennesker ombord.

Ligesom antallet af passagerer er også antallet af personbiler henover sommeren i år faldet til 198.610 mod 203.985 sidste år.

Powered by Labrador CMS