Christiansø-færge håber også på gratis sommersejlads
Christiansøfarten, der driver sejlads mellem Bornholm og Christiansø, håber også på en gentagelse af gratis billetter til sommeres turister. Det skriver TV2 Bornholm.
Medejeren af Christiansøfarten Peter Stange Jensen, der står for færgen Ertholm, der sejler mellem bornholmske Gudhjem og Christiansø håber ligesom Sammenslutningen af danske småøer, at der endnu engang bliver åbnet op for gratis færgefart i det danske sommerland 2021.
”Sidste år var jo en kæmpe succes – ikke kun for os men for alle småøer,” siger Peter Stange Jensen til TV2 Bornholm, om ordningen, der gav fyldte færger i sommeren 2020.
Derfor ser de gerne en gentagelse af succesen, i den ene eller den anden form.
”Vi er jo med i Småøernes Færgeselskaber, og her tror man da lidt på, at der bliver en løsning med billige eller gratis billetter, men om det er ønsketænkning, det ved jeg ikke,” siger Peter Stange Jensen.
De danske småøer er sammen med borgmestrene på Ærø, Samsø, Læsø og Fanø i starten af marts gået i samlet flok med en appel til Folketingets politikere om billige billetter hele året.
Du kan se mere om Christiansø i videoen her