Tæt på Rønne Havn: Østersøens centrale dybvandshavn
Når det kommer til den grønne omstilling, er Rønne Havn ikke kun en vækstmotor for Bornholm, men for hele Danmark og Europa, og havnen er den mest centrale dybvandshavn i Østersøen. Det mener direktør Lars Nordahl Lemvigh, der efter et år som øverste chef kan se tilbage på en tid, der har sat Bornholm på det globale verdenskort.
Af Rønne Havn
2022 blev et år, hvor Bornholms erhvervs- og forsyningshavn overgik forventningerne. Ikke kun blandt havnens ejere men også lokalt. Havnen opnåede vækst i flere af forretningsområderne og cementerede dermed positionen som erhvervsklynge og en central forudsætningsskaber for vækst og udvikling på Bornholm.
Havnens direktør, Lars Nordahl Lemvigh, har kun været ombord som chef i knap et år, men kan alligevel se tilbage på de foregående 12 måneder, hvor både Bornholm og Rønne Havn er kommet på det internationale verdenskort.
“Østersøen er ikke kun blevet interessant, fordi det er her, at gassen fra Rusland flyder i rørledninger. De politiske ambitioner om hurtigere udbygning af havvind i Østersøen har kun øget interessen for Rønne Havn og for at anvende havnen til offshore-vindprojekter, og i de kommende år vil den interesse kun blive større. Der er kun få havne, som kan det, vi kan, og hvis vi samtidig lægger vores unikke placering i Østersøen til, så befinder vi os lige nu i en meget gunstig position,” siger Lars Nordahl Lemvigh, der på nuværende tidspunkt kan glæde sig over en planlagt portefølje af vindprojekter på omkring 3 GW i ordrebøgerne.
I slutningen af 2022 færdiggjorde havnen den anden del af havneudvidelsen, hvor den ydre mole blev forlænget, samtidig med at havnen forlængede kaj og projektareal i Sydhavnen. I forbindelse med etableringen af det nye projektareal blev der også ryddet op på en ga mmel lossepladsgrund, som nu udgør det udvidede projektareal.
I 2022 har havnen også igangsat det forberedende arbejde med en yderligere fremtidssikring af havnen, der dels kan sikre forsyningssikkerheden for Bornholm, og dels kan skabe væsentlig økonomisk aktivitet i det bornholmske samfund fremadrettet. Det arbejde omfatter endnu en forlængelse af den ydre mole samt fjernelse af dele af de indre moler. Derved opnås væsentligt forbedrede besejlings- og manøvreforhold i havnen. Hertil kommer en større grad af opdeling af havnens aktiviteter med passagertrafik i Vest- og Nordhavnen samt industriaktiviteter i Sydhavnen.
Fremtidssikringen medfører ifølge direktøren forøget kapacitet til forretningsområderne, og med udgangen af 2024 vil havnen have 10 hektar øget projektareal, der giver mulighed for at kunne håndtere flere vindmølleprojekter på samme tid.
“Med havnens udvikling i de seneste år, har vi styrket vores arbejde som forudsætningsskaber for vækst og udvikling på Bornholm. Dermed understøtter vi vores langsigtede målsætning om at udvikle en moderne og tidssvarende erhvervshavn, der skaber økonomisk vækst og aktivitet på Bornholm til gavn for samfundet, erhvervslivet og øens kommende generationer. Det flotte resultat er i høj grad baseret på en fælles holdindsats, hvor loyale, arbejdsomme og dygtige medarbejdere hver eneste dag yder et stort arbejde på tværs af forretnings- og fagområder. Samtidig er resultatet også et synligt bevis på det gode samarbejde med virksomheder på havnen, og med erhvervslivet på Bornholm som helhed. Øens erhvervsliv har store forventninger til os som forsyningshavn. Vi skal være professionelle, på forkant af udviklingen og ikke mindst fremsynede. Men vi oplever også en respekt og tillid fra erhvervslivet,” siger direktøren, der glæder sig over, at Rønne Havn i 2022 blev hædret med DI Bornholms Initiativpris.
“Havnen har altid været vigtig for øen, men de senere år har havnen haft en vækst, som bliver bemærket. Som havn binder vi hav, by og land sammen. Den betydning for øen har altid været der, og derfor er Rønne Havn med sin størrelse også Bornholms port til Østersøen, ud til verden. Den er livlinen. Det har den været historisk, og er det fortsat i dag. Rønne Havn er en virkelig vigtig aktør i det bornholmske samfund.”