Flytter til Lyngby – Strejke koster Bornholm topmøde om havvind
Arbejdsnedlæggelser i lufthavnen på Bornholm har fået regeringen til at flytte tirsdagens topmøde om havvind væk fra solskinsøen.
Tirsdagens topmøde om havvind skal alligevel ikke afholdes på Danmarks klippeø i Østersøen, Bornholm. Strejke blandt medarbejderne på øens lufthavn har nemlig fået regeringen til at flytte klimatopmødet til statsministerboligen Marienborg i Lyngby nord for København. Det skriver TV2 Bornholm.
Dermed går Bornholm glip af massiv mediedækning, der forventes at komme sammen med repræsentanterne fra otte EU-lande, der alle er beliggende omkring Østersøen, samt EU-Kommissionen.
“Jeg kan ikke finde ord for, hvor ærgerlig jeg er på hele Bornholms vegne over, at vi får aflyst hele det her topmøde,” siger Jacob Trøst (C), der er borgmester på Bornholm, til TV 2.
Ved mødet tirsdag skal statsminister Mette Frederiksen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) sammen med statsledere fra Tyskland, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og EU-kommissionsformanden forsøge at sikre uafhængighed af Ruslands energi.
Tilsammen repræsenterer de otte lande knap 150 millioner europæiske borgere.