Global klimaafgift bør gå til klimafinansiering af u-lande
Skibsfarten kan være tæt på en global regulering af udledningerne, som kan medføre en klimaafgift. En del af sådan en afgift bør gå til at understøtte ulandenes omstilling, mener Danske Rederier.
Skibsfarten er tættere end nogensinde før på en global aftale om at regulere udledningerne fra skibene. Om ganske få uger skal landene i FN’s søfartsorganisation, IMO, forsøge at opnå enighed om, hvor store reduktioner, der skal laves, og træffe beslutninger om rammerne for blandt andet hvordan et økonomisk virkemiddel som en afgift skal udformes og indføres.
Danske Rederier ser positivt på en afgift som instrument til at drive skibsfart mod klimaneutralitet i 2050, men afgiften skal bruges smart og ikke gå til rederier, som har siddet på hænderne.
Det var et af budskaberne på en konference fredag med blandt andre minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen, som Oxfam Danmark var værter for.
“En afgift skal bidrage til at bygge bro over prisforskellen mellem grønne og fossile brændstoffer og dermed give incitament til at sejle grønt. Det handler først og fremmest om at drive udviklingen i en grøn retning og reducere udledningerne fra skibsfarten,” lyder det fra viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen, som var en af oplægsholderne på konferencen.
“En afgift vil motivere industrien til at finde og skalere de innovative løsninger, der kan nedbringe udledningerne, og samtidig vil det give en stor pose penge, der vil kunne støtte udviklingslandene i deres grønne omstilling og produktion af nye brændstoffer. Hvis en global aftale skal lykkes og blive en succes, kan vi ikke efterlade udviklingslandene på kajen,” siger Jacob K. Clasen.
Verdensbanken har kortlagt, hvilke lande der rummer et stort potentiale for produktion af grønne brændstoffer. Her nævnes blandt andet lande som Sydafrika, Namibia, Eritrea, Sudan, Etiopien, Indonesien. Men det vil kræve, at de får støtte, og her ville pengene fra afgiften på skibenes udledninger bestemt gøre gavn.
“Der er brug for enorme mængder grøn strøm til at producere de brændstoffer, der i fremtiden skal få skruen til at dreje rundt uden at udlede drivhusgasser. Og her kan udviklingslandene ende med at spille en stor rolle som potentielle fremtidige energi– og brændstofleverandører,” lyder det fra Jacob K. Clasen.
Shippingbranchen skal være med til at understøtte den grønne omstilling i u-landene. Det var budskabet da @DanJoergensen, @LarsKoch og @ClasenK debatterede innovativ finansiering af klimatilpasning i fredags. Vi er helt enige #dkpol pic.twitter.com/62Ne3s02BO