Brexit-kaos: Endnu en havn kræver handling
Det danske fiskeri er i knæ, og havnene står i kø for at råbe politikerne op. Denne gang er det Hanstholm Havn, der forsøger sig i en pressemeddelelse.
Efter Brexit-aftalen må de danske fiskere fremover fange 25 procent færre fisk i britisk farvand, end de plejer, og samtidig er der lige nu lukket for fiskeri i norsk farvand.
Det skyldes, at forhandlinger om en ny fiskeriaftale mellem Storbritannien, Norge og EU er gået i hårdknude efter Brexit, og det er noget, der for alvor kan mærkes på pengepungen hos de danske fiskere.
– Det er meget presserende at få en aftale på plads. Tålmodigheden blandt fiskerne er for længst sluppet op. De ved ikke, hvor de skal sejle hen og har stort set opbrugt det midlertidige kvotegrundlag. For hver dag der går, bliver konsekvenserne for dansk fiskeri kun større. Vigtige indtægter går tabt, og jeg frygter, hvor længe der endnu vil gå, før fiskerne har adgang til de traditionelle fiskepladser, understreger Jan N. Hansen formand for Hanstholm Fiskeriforening:
I årets første måned lykkedes det at lave en midlertidig ordning, hvor 17 bådtyper fortsat måtte fiske i norsk farvand, men den aftale et altså forlængst ophørt, og siden er situationen gået i hårdknude. Norge ønsker nemlig ikke at skrive under på en aftale med EU, før de er nået til enighed med Storbritannien, og derfor er de danske fiskere nu blevet de helt store tabere i et politisk spil.
– Fiskerne har brug for, at EU viser handlekraft, og vi mener i den forbindelse, at al import af fisk fra Norge samt alt fisk fra Norge, som kører via Danmark til Europa, bør stoppes, indtil aftalen er underskrevet, siger Jan N. Hansen og pointerer, at den mistede adgang til norsk farvand ikke blot kan erstattes af fiskeri i andre zoner.
Alt imens foråret venter lige om hjørnet, synes tiden derfor at være gået i stå for dansk fiskeri, hvor en aftale om de samlede kvoter for fælles fiskebestande i Nordsøen mellem Norge, EU og Storbritannien trækker gevaldigt ud og skaber problemer for især de nord- og vestjyske havne.