Everfuel og Taulov Dry Port etablerer Danmarks største brintstation
Danmarks største brintstation vil inden for kort tid blive etableret midt i Danmarks grønne transportknudepunkt.
Everfuels nye brintstation får en helt unik placering i, hvad der er kendt som Danmarks logistikcentrum, da store dele af den danske transport- og logistiksektor har konsolideret deres logistikaktiviteter i området. Aftalen mellem Everfuel og Taulov Dry Port A/S understøtter begge parters visioner om at skabe et væsentligt bidrag til den grønne omstilling af transportsektoren og bidrage til at dekarbonisere Danmarks mest anvendte transportcenter.
Brintstationen opføres i Taulov Dry Port uden for Fredericia, hvor parterne ADP A/S og PFA i et joint-venture er godt i gang med at realisere Danmarks grønne og innovative transport- og logistikcenter. Med de første 100.000 m2 nyopførte lager- og logistikdomiciler samt en ny etape på 60.000 m2 undervejs, har Taulov Dry Port tiltrukket nogle af Danmarks mest toneangivende transport- og retailvirksomheder, som netop efterspørger løsninger, der kan mindske deres klimaaftryk.
Partnerskabet mellem Everfuel og Taulov Dry Port A/S ligger i naturlig forlængelse af udviklingen af transportknudepunktet og af Trekantområdets vision om også at være fremtidens knudepunkt for produktion af grønne brændstoffer. Hovedaktører inden for transport, logistik, energi og forsyning arbejder på at udnytte områdets gode forsynings- og transportinfrastruktur til at videreudvikle en sammenhængende infrastruktur- og logistikmodel til fremtidens knudepunkt for grønne Power-to-X brændstoffer.
Trekantområdet er under etablering som Danmarks nye centrum for grøn energi og PtX, og den kommende station vil skubbe yderligere til den grønne omstilling i den landbaserede transportsektor. Everfuel bygger netop nu deres første PtX-anlæg i Fredericia, som vil producere grøn brint senere i år. Anlægget vil også levere brint til stationen i Taulov Dry Port, og dermed give logistikfirmaer mulighed for at tanke et brændstof, der ikke udleder CO2, og som er produceret af vedvarende energi. For de enkelte vognmænd vil tankningen af brint foregå, som de kender det fra tankning af fossile brændstoffer, og tage lige så kort tid.
”Taulov Dry Port har igennem de senere år oparbejdet en stærk markedsposition, og vi er lige nu i gang med markante udvidelser af lagerkapaciteten, som vil tiltrække flere kunder og transportører til området. Everfuels etablering af en brintstation betyder, at Taulov Dry Port bliver en del af en Power-to-X værdikæde med brintinfrastruktur. Flere af vores kunder i Taulov Dry Port vil inden længe være klar til overgangen til nye grønne brændstoffer som brint. Dette er et vigtigt skridt i, at logistikknudepunktet i Taulov bliver en afgørende del af den grønne omstilling”, siger CEO i ADP A/S, Rune D. Rasmussen.