Skønne billeder: Første støbning på brodrager på Masnedø
Der mangler endnu en lang række brofag mellem de to brofag fra Masnedø, der bygges på stedet og det præfabrikerede brofag, som står et stykke ude i Storstrømmen.Foto: Vejdirektoratet / Ulrik Blindum
I april rundede byggeriet af den nye Storstrømsbro endnu en milepæl, da den første del af bunden til den kommende nordligste brodrager blev støbt.
De to første brofag og landfæstet fra henholdsvis Falster og Masnedø bygges på stedet. På Falster er brofagene og landfæstet færdige, og derfor er arbejdet flyttet til Masnedø. På Masnedø er landfæstet og de to brosøjler færdige og den store stilladskonstruktion er bygget.
Entreprenøren arbejder i øjeblikket på de to brodragere, der forbinder landfæstet og de to brosøjler. De to brofag bliver tilsammen 160 meter lange. Armeringsarbejdet for kassedragerens bund og sider er nu så langt fremme, at de første 85 meter af bunden er blevet støbt med beton. Til støbningen blev anvendt 520 kubikmeter beton. Arbejdet tog 16 timer.
Det meste af Storstrømsbroen bliver bygget af præfabrikerede fundamenter, brosøjler og brodragere. Ud for Masnedøfortet er det muligt at se de to brofag, der bygges på stedet og et præfabrikeret brofag et stykke ude i Storstrømmen.