Budvinder på havvindmøllepark skal findes ved lodtrækning
Energistyrelsen inviterer et antal bydere på Thor Havvindmøllepark til lodtrækning, da mere end én byder har tilbudt minimumsprisen på 0,01 øre/kWh og størst parkkapacitet.
Mere end én byder har tilbudt at bygge Thor Havvindmøllepark med en kapacitet på 1.000 MW til minimumsprisen på 0,01 øre/kWh, og udbuddet bliver derfor i overensstemmelse med udbudsbetingelserne afgjort ved en lodtrækning.
Ifølge udbudsbetingelserne tildeles koncessionsaftalen til den, der byder laveste budpris. Hvis flere byder samme laveste budpris, vinder den, der byder ind med størst parkkapacitet. Hvis både budpris og parkkapacitet er ens – som det altså er tilfældet ve Thor Havvindmøllepark – så afgøres udbuddet ved lodtrækning.
Dette finder derfor sted den 1. december klokken 11.00 i Energistyrelsen, hvor de involverede bydere er inviteret med til lodtrækningen for at sikre fuld transparens omkring processen.
Lodtrækningen overværes af en uafhængig revisor og af Kammeradvokaten for at sikre, at lodtrækningen overholder de udbudsretlige vilkår.