Rekordmange gæstesejlere har besøgt København

Arkivfoto: By og Havn, Københavns Kommune

Interessen for at besøge København fra vandsiden har aldrig været større. Antallet af besøgende gæstesejlere har allerede rundet 3.200 selvom sæsonen først slutter den 1. oktober.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Københavns Havn skvulper vandet mere end normalt. For over 3.200 gæstesejlere har allerede lagt vejen forbi – og det er ny rekord selvom vi kun er i midten af august. Det oplyser By & Havn i en pressemeddelelse.

Den nye rekord er et eksempel på, at interessen for sejlads er blevet større over de seneste år, og at flere danskere i højere grad værdsætter den friske luft og en tur på vandet.

Ifølge administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, er den nye rekord og de mange besøgende et udtryk for at havnen og byen er attraktive steder, og fortæller at der særligt i juli var rift om pladserne, hvor flere både lå udenpå hinanden.

“At rekordmange allerede har besøgt havnen er et klart signal om, at vi i København har en sund havn med et attraktiv havnemiljø, som flere sejlende ønsker at besøge og opleve. I juli måned var vi tæt på at ramme vores makskapacitet, og for at vi fremadrettet kan byde alle velkommen, der ønsker at besøge København med lystbåd, arbejder vi hele tiden på at udvikle og skabe plads i havnen. Sæsonen er heldigvis ikke slut endnu, og vi forventer at op mod 4.000 gæstesejlende kommer forbi, og at vi dermed tangerer den tidligere rekord med 1.200 for en sæson,” siger Anne Skovbro.

Den store interesse for sejlads har også skabt en øget efterspørgsel på bådpladser i Københavns Havn.

By & Havn har igangsat et arbejde, hvor mulighederne for at anlægge en lystbådehavn på Prøvestenen Syd bliver undersøgt. Området, der blot ligger få kilometer fra Københavns centrum, kan i fremtiden danne rammen for en ny og attraktiv lystbådehavn med op mod cirka 1.600 bådpladser.

Powered by Labrador CMS