Danske Rederier: Fornuftigt CCS-udspil fra regeringen

Foto: Danske Rederier

Fangst og lagring af CO2 – også kendt som CCS – skal op i skala og ned i pris – det er ambitionen i regeringens nye CCS-udspil, der blev lanceret mandag af tre ministre. Danske Rederier hilser udspillet velkomment og deler regeringens ambitioner på området.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis fangst og lagring af CO2 skal blive den nødvendige brik i Danmarks klimaindsats, som regeringen lægger op til, og Danmark samtidigt skal blive CO2-hub i Danmark, så skal indsatsen et gear op.

Derfor lancerede regeringen med klima- energi og for­sy­nings­mi­ni­ster Lars Aagaard i spidsen mandag et udspil for sektoren med navnet ‘Klimahandling – i mål med fangst og lagring af CO2”.

“Kampen mod kli­ma­for­an­drin­ger­ne i Danmark, Europa og resten af verden kræver, at vi sætter ind på mange områder – og CO2 -fangst og lagring er en af de bærende bjælker, når vi skal bygge hele vejen til klimamålene. Derfor rykker vi også kravet om fuld fangst fra 2030 til 2029, så vi hurtigere får mere CO2 fra luften og ned i undergrunden. Udspillet skal også sikre klarere rammer for den spirende branche og på den måde få den danske CCS-industri op i skala og ned i pris. Det kan godt være, at det er nørdet, men det er i nørderiet, at tingene sker,” lød det i forbindelse med præsentationen af udspillet fra klima-, energi- og for­sy­nings­mi­ni­ster Lars Aagaard (M).

Danske Rederier har længe presset på for en plan, der kan være med til at skalere CCS i Danmark og gøre Danmark til CO2-hub i Europa, og derfor er vi­ce­ad­mi­ni­stre­ren­de direktør, Jacob K. Clasen, meget tilfreds med regeringens udspil.

“Vi når ikke vores ambitiøse klimamål uden CCS. Det er en af de mange pus­le­spils­brik­ker, der skal i spil, så derfor er det enormt vigtigt, at regeringen nu kommer med en plan og skaber klarhed for de forskellige aktører på tværs af værdikæden både til lands og til vands,” siger Jacob K. Clasen.

Danske Rederier lægger særlig vægt på, at regeringen vil arbejde for at indgå aftaler med andre lande, så det er muligt for danske lageraktører at få udenlandsk CO2 i deres lagre.

“Vi har med vores undergrund i Danmark en unik mulighed for at blive europæisk centrum for lagring af CO2. For at kunne gribe den mulighed er det dog en forudsætning, at der kommer aftaler på plads med vores nabolande, så det er godt at se, regeringen er på bolden her,” lyder det fra Jacob K. Clasen.

Se videoen: Hvad er CO2-lagring og hvordan foregår det?

Danske Rederier har flere medlemmer, for hvem CCS er et interessant område. Total Energies og INEOS er klar til at lagre CO2 i undergrunden, og flere rederier står på spring for at investere i skibe, der vil kunne fragte CO2 fra A til B.

“Rederierne står over for nogle enorme investeringer i de skibe, der kan sejle med CO2. Det er de klar til, men det kræver klarhed om ram­me­be­tin­gel­ser­ne og en vished om, at der er et marked den dag, skibene er klar til at blive søsat. Især arbejdet med at fastlægge transport af CO2 over landegrænser er vigtigt, så det ser vi frem til at bidrage til,” siger Jacob K. Clasen.

Powered by Labrador CMS