Danske Rederier: CCS-aftale er godt skridt mod grønt eventyr
Onsdagens aftale om rammerne for et udbud af tilladelser til at lagre CO2 i undergrunden fjerner en del af risikoen fra virksomhederne og kan medvirke til at sætte skub i egentlig lagring af CO2 i den danske undergrund.
CCS er stadig en forholdsvis ny, men meget lovende teknologi, og onsdag kom Danmark et lille skridt nærmere et egentlig CCS-eventyr. Regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er enige om, at staten skal være medejere af tilladelser til CO2-lagring i undergrunden på 20 procent via Nordsøfonden.
INEOS er et af de medlemmer hos Danske Rederier, som arbejder for at få lov at lagre CO2 i tidligere olie- og gasfelter i Nordsøen. For dem understreger aftalen det store behov for CCS fremadrettet.
”CCS bliver helt afgørende for, at vi kan indfri klimamålene, men er samtidig også en fantastisk mulighed for Danmark for at skabe et nyt grønt eventyr ved at udnytte det store potentiale i den danske undergrund og de mange kompetencer, vi har på Nordsøen,” siger landechef i INEOS Danmark, Mads Weng Gade.
”Det har været vigtigt, at der kom en afklaring af rammevilkårene. Det er naturligvis meget positivt, at den danske stat ønsker at gå med i udviklingen af CCS i Danmark ved at gå med i CO2-lagringstilladelserne. Nu haster det bare med at få startet udbuddet af lagringstilladelser, så vi kan komme i gang og nå målet om lagring af CO2 i Danmark fra 2025,” siger Mads Weng Gade.
Medejerskabet er aftalt for at fjerne en del af risikoen fra de private aktører og dermed hjælpe CO2-lagringen i gang. Bliver CCS en god forretning får staten del i overskuffet i henhold til deres medejerskab. Alt i alt en god aftale, mener Danske Rederier.
”Det er gode nyheder, at der på ryggen af den danske CCS-strategi nu er kommet klarhed om rammerne for tilladelserne til lagring af CO2 i Nordsøen. Det er et vigtigt skridt i videreudviklingen af CCS som dansk klimaløsning og ikke mindst som kilde til dansk vækst og beskæftigelse. Nu skal der så arbejdes videre, så vi kan få licenserne tildelt hurtigst muligt,” siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.
I første omgang åbnes der for lagringen i Nordsøen, blandt andet i tidligere olie- og gasboringer.
Fakta:
- Staten skal have et medejerskab til kommende lagringslicenser i Nordsøen på 20 procent.
- Det varetages af Nordsøfonden, som har lignende erfaring fra olie- og gas-licenser
- CCS-overskud beskattes som andre erhverv
- CO2-lagring i dansk undergrund kan ske fra 2025