Svanehøj skal levere CO₂-pumper til Project Greensand i Nordsøen
Den nordjyske specialist i udstyr til flydende gas har
indgået en kontrakt med energiselskabet INEOS om at levere CO₂ cargo-pumper
til både landterminalen i Esbjerg og det første dedikerede CO₂-skib til Project
Greensand, der bliver EU’s første fuldskala CO₂-lagringsfacilitet.
For Svanehøj er det en vigtig ordre, der viser virksomhedens
position inden for pumper til flydende CO₂.
Pumpeteknologien fra Svanehøj kommer til at spille en
betydelig rolle, når Project Greensand i slutningen af 2025 eller i starten af
2026 påbegynder lagring af CO₂ i den danske del af Nordsøen.
Energiselskabet INEOS, der står i spidsen for det banebrydende klimaprojekt, har valgt Svanehøj som leverandør af CO₂ cargo-pumper til landterminalen i Esbjerg og til et specialdesignet CO₂ -transportskib, som bygges af skibsrederen Royal Wagenborg på Royal Niestern Sander-værftet i Holland. Skibet ventes klar i slutningen af 2025.
”Projekt Greensand er en milepæl i Danmarks klimaindsats og på mange måder et banebrydende projekt, som vi er stolte over at være en del af. Vi har arbejdet tæt sammen med INEOSs udviklingsteam gennem det seneste år om at specificere pumpe-løsninger, der bidrager til en effektiv og sikker håndtering af flydende CO₂ både på land og til søs”, siger Magnus Madsen, Sales Manager, Cargo Gas, hos Svanehøj.
CO₂ er et af fremtidens vækstområder
Svanehøj leverede sin første pumpeløsning til et CO₂-tankskib tilbage i 1990’erne og er en af de ganske få maritime pumpeproducenter i verden med erfaring inden for flydende CO₂. Virksomheden har derfor udpeget CCS som et af fremtidens vækstområder og har de seneste år taget betydelige skridt ind på dette marked. I 2024 blev Svanehøj valgt som leverandør af CO₂-pumper til verdens hidtil største CO₂-transportskibe, der lige nu bygges hos HD Hyundai Mipo i Sydkorea. Svanehøj er også leverandør af CO₂-pumper til foreløbigt fire skibe til CO₂-transport hos Northern Lights i Norge.
Med den nye ordre fra INEOS og Project Greensand cementerer Svanehøj sin position som en førende leverandør af pumper til CCS-markedet, som forventes at vokse markant i de kommende år. Ifølge Global CCS Institute var der sidste år 50 kommercielle CCS-projekter i drift på verdensplan, yderligere 44 under opførelse samt mere end 500 projekter under udvikling. 1 Det er en stigning på 60% i forhold til 2023.
400.000 tons årligt i første fase
Project Greensand planlægger i sin første kommercielle fase at lagre 400.000 tons CO₂ årligt. Den langsigtede ambition er at skalere kapaciteten til op mod 8 mio. tons årligt i takt med, at mængden af indfanget CO₂ til lagring bliver større. CO₂-en til projektet vil i første omgang komme fra danske biogasproducenter. Her bliver den indfanget og omdannet til flydende form, transporteret til opsamling-anlægget på Esbjerg Havn, og derfra sejlet de godt 200 km. til Nini-feltet i den danske del af Nordsøen, hvor CO₂-en injiceres i undergrunden ved hjælp af den eksisterende infrastruktur på stedet.
Fakta om Svanehøj
Svanehøj designer og producerer specialiserede pumper til vitale applikationer inden for fuel, cargo (gas, P&C) og offshore samt high-end målesystemer til LNG- og LPG-tanke på såvel skibe som landbaserede terminaler. Svanehøj er også en førende udbyder af inspektion, service og kalibrering af cargo-udstyr på gas- og P&C-tankskibe.
Svanehøj blev grundlagt i 1928 af F. Dam – en dansk marineingeniør, som efter mange år til søs besluttede at gå i land for at bruge sin erfaring til at udvikle pumper til marineindustrien.
Svanehøj beskæftiger i dag over 400 medarbejdere, heraf mere end halvdelen i Svenstrup ved Aalborg, hvor virksomheden har sit hovedkvarter. Svanehøj har aktiviteter i Danmark, Frankrig, Storbritannien, Holland, USA, Singapore, Japan, Japan, Kina og Dubai.
Svanehøj er ejet af ITT Inc., der er en førende producent af kritiske komponenter og teknologiløsninger til transport-, industri- og energimarkederne. ITT har hovedkvarter i Stamford, Connecticut, og beskæftiger mere end 10.000 medarbejdere i over 35 lande.