Etablering af stor CCUS-hub rykker stort skridt nærmere
Efter Energistyrelsen har tildelt danmarkshistoriens første tilladelser til at efterforske CO2-lagring på land er etableringen af Nordeuropas største CCUS-hub, Greenport Scandinavia i Hirtshals Havn, rykket endnu et skridt nærmere.
Realiseringen af målet om etableringen af Nordeuropas største CCUS-hub på havnen i Hirtshals er rykket et stort skridt tættere på. De to partnere i Greenport Scandinavia-konsortiet, Wintershall Dea og Ineos, er nemlig blevet tildelt retten til at undersøge mulighederne for lagring af CO2 i undergrunden ved Gassum, som ligger mellem Randers og Hobro - og det er netop på baggrund af disse undersøgelser, at det skal vurderes, om der kan lagres CO2 i undergrunden. Det oplyser Hirtshals Havn i en pressemeddelelse.
Sideløbende med undersøgelserne arbejdes der med planlægning af en rørledning til transport af CO2 mellem Gassum og Hirtshals Havn. Den nordjyske havn er nemlig fordelagtigt placeret i forhold til ind- og udskibning af CO2, og etableres som knudepunkt med faciliteter til mellemlagring for CO2 på vej mod lagre i undergrunden såvel til lands som til vands.
"Potentialet for sikker opbevaring i Gassum er stort, men vi skal nu gennemføre de nødvendige undersøgelser for også at demonstrere sikker og effektiv lagring i Gassum og vil naturligvis bruge de vigtige erfaringer fra Greensand i den forbindelse," lyder det fra Mads Gade, der er landechef for Ineos Energy Danmark.
Der skal allerede fra 2026 lagres CO2 i Greensand-området i den danske del af Nordsøen med udskibning fra Hirtshals. Med lagring på land under Gassum forventes der således mulighed for at lagre to steder med Hirtshals Havn som hub.
"Tildelingen af Gassum-licensen fremmer ikke alene Greenport Scandinavias vision men understøtter også relevansen for udvidelsen af Hirtshals Havn. Med denne nye licens kan vi nu integrere både udskibning og indskibning af CO2 i projektet, hvilket markant øger vores samlede kapacitet. At have to lagringssteder betyder, at vi kan håndtere langt større mængder CO2, hvilket er fantastisk spændende," siger administrerende direktør på Hirtshals Havn, Per Holm Nørgaard.
Dialogen er allerede nu i gang med mange store CO2-udledere, som har behov for lagring af CO2 i de kommende år og ser Hirtshals Havn som en rigtig god mellemstation før sikker, permanent lagring af CO2 i undergrunden.