Direktøren fra ForSea bliver ny CEO i Molslinjen
Den varslede handel, hvor Molslinjen køber det Helsingborg-baserede rederi, ForSea, blev forleden gennemført ved den såkaldte closing. Samtidig bliver det nu offentliggjort, at den nuværende CEO for ForSea, Kristian Durhuus, bliver ny CEO i Molslinjen.
Molslinjen og rederiet ForSea er i gang med en sammenlægning. Det sker samtidig med, at Molslinjens hidtidige CEO, Carsten Jensen, forlader posten for at blive ny CEO for Nordic Ferry Infrastructure i Oslo.
Nordic Ferry Infrastructure (NFI) er et holdingselskab, som fremover ejer både Molslinjen og det norske transportselskab, Torghatten.
Ny CEO for Molslinjen bliver den nuværende CEO for ForSea, Kristian Durhuus.
”Nu skal ForSea og Molslinjen integreres til ét sammenhængende rederi, som er rustet til især den kommende og igangværende grønne omstilling, som bliver afgørende for skibsfarten de kommende år,” lyder det fra Kristian Durhuus.
Efter seks år på posten forlader Carsten Jensen således jobbet som CEO i Molslinjen. Fra sin nye stol i Oslo-baserede NFI glæder han sig til at medvirke til den fortsatte udvikling, når de to rederier skal blive til ét.
”Jeg er glad for, at Kristian Durhuus har takket ja til udfordringen. Med ham i spidsen får Molslinjen en erfaren CEO, som har gjort ForSea til et effektivt og veldrevet rederi,” siger Carsten Jensen.
Rent praktisk tiltræder Kristian Durhuus i Molslinjen den 15. marts 2023, og i den mellemliggende periode vil Carsten Jensen fortsat have ansvaret for Molslinjen.