Ny chef er ansat – Her er Grenaa Havns nye COO

Chief Operating Officer, Kim Lundahl. Foto: Grenaa Havn / LinkedIn
Chief Operating Officer, Kim Lundahl.

Grenaa Havn har per 1. oktober 2022 ansat Kim Lundahl som ny Chief Operating Officer.

Offentliggjort

Efter længere tids søgen efter den rette kandidat har Grenaa Havn nu løftet sløret for, hvem der er havnens nye Chief Operating Officer.

Det er Kim Lundahl, der siden 1. oktober har kunne kalde sig COO på havnen på Djursland, og han kommer fra en stilling som Site Manager hos Vestas, hvor han har arbejdet både on- og offshore.

“Vi er glade for, at Kim er kommet med på holdet af dygtige og kompetente medarbejdere i Grenaa Havn A/S,” lyder det i et opslag fra havnen på det sociale medie LinkedIn.

Af de mange opgaver, som Kim Lundahl kommer til at stå for, er blandt andet planlægning og udførelse af generelle vedligeholdelsesopgaver på havnen, ansvar for drift, optimering og vedligehold af havnens store maskinpark, driftsrelateret projektstyring, sikre høj kundetilfredshed samt budgetansvar og opfølgning på nøgletal.

Powered by Labrador CMS