Smyril Line udvider flåden med to nybygninger

Smyril Lines nye fragtskibe skal bygges i Kina.

Færøske Smyril Line har lagt en ordre ind på to moderne og miljøvenlige skibe, der skal bygges i Kina.

Det færøske rederi Smyril Line har bestilt to nye fragtskibe, der skal gøre flåden både mere effektiv og mere miljøvenlig. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

De to identiske RoRo-skibe skal bygges på det kinesiske værft CIMC Raffles og vil få en længde på 190 meter og har i alt 3.300 lanemeter til trailere.

Skibene er blevet designet sammen med flådearkitekt Knud E. Hansen med et stort fokus på at sikre optimal sødygtighed året rundt i Nordatlanten, så skibene kan klare turene mellem Europa, Færøerne, og Island. I designet er der desuden lagt stor vægt på besætningskomfort og velvære ombord, ligesom både bæredygtighed og miljøvenlige teknologier er tænkt ind i de nye fartøjer.

De nye skibe er desuden et skridt i Smyril Lines bestræbelser på at transportere større mængder gods med et mindre energiforbrug, og ifølge rederiet vil energibesparelsen med de nye skibe være mindst 60 procent.

"Nu er det tid til at sætte os nye og større mål for at reducere emissionerne i Nordatlanten. Selskabets hovedmål er at sikre sikker og pålidelig transport af både passagerer og gods, og at forbinde periferien af Nordatlanten med resten af verden. Med de nye skibe lægger vi vægt på at fremtidssikre og lede rederiet mod en grønnere energi. løsning og lede vejen for Smyril Line mod målene for dekarbonisering i vores flådefornyelse, hvilket understøtter den grønne omstilling i shippingindustrien," lyder det fra administrerende direktør for Smyril Line, Jens Meinhard Rasmussen.

De nye fragtskibe skal efter planen leveres i 2026, hvorefter de vil slutte sig til Smyril Lines nuværende netværk.

Powered by Labrador CMS