Grønland kan få fremtidig rolle som Power-to-X-producent

Nuuk i Grønland. Foto: Rambøll
Nuuk i Grønland.

Et nyt studie fra Rambøll indikerer, at der kan være god økonomi i at bruge Grønlands store uudnyttede vandkraftpotentialer og CO2 fra Europa til produktion af grøn metanol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan i fremtiden sandsynligvis betale sig at producere metanol i Grønland baseret på vandkraft og importeret CO2. Det konkluderer en ny Rambøll-undersøgelse.

Rambøll har undersøgt mulighederne for at bruge strøm fra nye vandkraftværker i Grønland til at generere metanol ved hjælp af kulstof fra CO2 indfanget fra for eksempel europæiske affaldsenergianlæg. Eksperterne hos Rambøll har regnet på en business case for metanol, men et projekt kunne lige så godt omfatte andre elektrofuels såsom ammoniak.

Studiet peger i retningen af en positiv projektøkonomi, hvilket kunne gøre det til en attraktiv business case for private investorer.

”Vores studie indikerer, at rammerne er til stede for et projekt med en potentielt god økonomi, bl.a. på grund af mange årlige driftstimer. Der skal regnes mere på det, og økonomien afhænger af den fremtidige pris på fx grøn metanol og biogent CO2, men det ser lovende ud,” siger direktør hos Rambøll Nils Christian Holm.

Rambøll har overdraget rapporten til Selvstyret på Grønland og anbefalet Selvstyret at gå videre med at undersøge, hvordan en produktion af metanol eller andre brændstoffer som eksempelvis ammoniak kan bruges som løftestang til at udnytte de meget store vedvarende energipotentialer i form af vand-kraft fra blandt andet indlandsisens vandafstrømning.

”Vi er glade for at modtage Rambølls rapport og ser frem til at se nærmere på beregningerne. Der er ingen tvivl om, at Grønland har store vandkraftpotentialer, som er vigtige i forhold til at fremme en grøn og bæredygtig udvikling. Vi er meget opmærksomme på den hurtige udvikling inden for blandt andet Power-to-X-løsninger, og heldigvis ser det jo lovende ud,” udtaler Mette Skarregaard Pedersen, Departementschef i Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø i Grønlands Selvstyre.

Hvis Selvstyret vælger at gå videre med projektet, er det også godt nyt for aftagere af metanol såsom Maersk og andre rederier, der har ambitioner om i fremtiden udelukkende at sejle på grønne brændstoffer.

Derudover kan producenter af CO2 som for eksempel de danske biomassefyrede kraftværker og affaldsenergianlæg få gavn af projektet, da det ifølge Rambølls beregninger kan være konkurrence-dygtigt at fragte CO2 fra Danmark til Grønland frem for at lagre det i den danske undergrund i eksempelvis Nordsøen.

Powered by Labrador CMS