Grønt pilotprojekt – Semco Maritime skal lagre CO2 i Nordsøen

Semco Maritime er blandt virksomhederne, der får besøg. Foto: Semco Maritime
Semco Maritime er blandt virksomhederne, der får besøg.

Semco Maritime og mere end 25 virksomheder i Greensand-konsortiet vil gennemføre et pilotprojekt, der demonstrerer de store muligheder ved at opsamle, transportere og lagre CO2 sikkert og miljøvenligt.

Offentliggjort

Danske Semco Maritime deltager i et pilotprojekt der skal muliggøre transport til og lagring af CO2 i udtømte oliebrønde i Nordsøen fra 2025. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Igennem projektet vil de bane vejen for at realisere den politiske målsætning om at lagre 4-8 millioner tons CO2 årligt fra 2030.

Lagringen skal ske i udtømte oliebrønde i Nini-feltet mere end 1.500 meter nede i undergrunden, og Greensand-konsortiet vil i september ansøge om EUDP-støtte til at gennemføre pilotprojektet fra 2022.

”Vi er glade for, at Semco Maritimes kompetencer og den mangeårige erfaring fra Oil & Gas-divisionen kan bringes i spil, så vores dygtige medarbejdere sammen med de øvrige konsortiepartnere kan udnytte de inaktive platforme og udtømte oliefelter i den grønne omstillings tjeneste,” siger Senior Vice President, Semco Maritime Oil & Gas, Anders Benfeldt.

Som et afgørende led i projektet skal Semco Maritime designe, indkøbe, fremstille og installere den enhed, der effektivt kan overføre den opsamlede CO2 fra et fragtskib til de inaktive platforme og videre ned i de udtømte oliebrønde. Med afsæt i koncernens erfaringer fra Oil & Gas-divisionen har Semco Maritime udarbejdet konceptet, der skal udvikles og installeres i pilotprojektets næste fase.

”Opbygningen af en stærk profil og dybe kompetencer inden for opsamling, transport og lagring af CO2 samt etableringen af et tæt strategisk partnerskab med andre førende aktører på området vil styrke Semco Maritimes position i et marked med stort kommercielt potentiale og bidrage til koncernens strategiske målsætning om at fremme den grønne omstilling,” siger Anders Benfeldt.

Powered by Labrador CMS